Ny salon i Esbjerg: Julie vil skabe særligt rum for sine kunder
En ny neglesalon har set dagens lys i Jyllandsgade i Esbjerg.
I sidste uge slog Julie Gamze Belbek dørene op til BeautyGeek Studio, hvor hun har sat sig for at skabe et lille, roligt frirum midt i byen.
Salonen er indrettet med fokus på fordybelse, kvalitet og en tryg stemning, hvor der er tid til den enkelte kunde. Her er ambitionen både pæne negle og en god pause i hverdagen.
“Jeg har tænkt meget over, hvordan stedet skulle indrettes. Derfor har jeg valgt at have nogle neutrale og varme farver i træ. Jeg vil gerne skabe en god relation til folk, så jeg synes, at det skal være afslappende og hyggeligt, og det skal være lidt den følelse af, at man sidder derhjemme i stuen med en veninde og har en samtale,” siger Julie Gamze Belbek.
Når folk får lavet negle, kan det tage helt op til 2,5 time.
Derfor er det vigtigt for hende, at folk har det godt, mens behandlingerne står på, og hun tilbyder også kolde drikkevarer, man kan nyde imens.
Nu skulle det være
Julie Gamze Belbek er både uddannet frisør og makeupartist og har efterfølgende taget uddannelsen som negletekniker.
“I flere år har jeg haft en drøm om at blive selvstændig. Jeg var ikke sikker på, hvornår det skulle være, men nu tænkte jeg, at nu skulle det være,” fortæller hun.
I BeautyGeek Studio specialiserer hun sig i moderne negleteknikker og tilbyder både klassiske løsninger og mere kreative designs.
Hun lægger vægt på at kombinere æstetik og faglighed med personlig service, så kunderne både føler sig forkælede og i trygge hænder.
“Jeg tilbyder blandt andet forstærkning af egne negle, forlængelse og manicure. Og så har jeg prøvet at lave en overskuelig prisliste, så kunderne ikke kommer til at betale mere, og der ikke er nogen overraskelser,” siger Julie Gamze Belbek.
Med placeringen i Jyllandsgade ligger BeautyGeek Studio centralt i byen og tæt på gågaden.
BeautyGeek Studio har lejet lokalet af frisørsalonen Skønt Hår, som holder til i samme bygning.
Julie Gamze Belbek er glad for, at det netop er en frisørsalon, hun har fået som nabo.
“Vi har allerede et samarbejde. Det er oplagt, at når man har fået ordnet sit hår, så kan man gå ind ved siden af og få ordnet negle, og man skal ikke flere steder i byen,” siger Julie Gamze Belbek.
Og selvom BeautyGeek Studio stadig er ny, så synes Julie Gamze Belbek, at hun har fået en god start.
“Jeg synes, det er gået over al forventning. Folk jeg kender, og salonen ved siden af, har alle været søde at fortælle folk, de kender, at jeg er startet, og det er jeg selvfølgelig meget glad for,” siger hun.
Læs også: Stor interesse inden åbning: Christina åbner snart vildt koncept i Esbjerg