Ny teknisk chef på Esbjerg Sygehus: Kommer med stor erfaring
Når René Eskildsen fra 1. oktober sætter sig i stolen som ny teknisk chef på Esbjerg og Grindsted Sygehus, er det med en solid bagage af erfaring fra både sygehus- og forsyningsverdenen.
Han kommer fra en stilling som områdeleder på Odense Universitetshospital og har tidligere været teknisk chef ved Haderslev Fjernvarme. Det skriver Esbjerg og Grindsted Sygehus i en pressemeddelse.
René Eskildsen har i årevis haft ansvaret for, at kritiske dele af samfundet fungerer – både når det gælder drift, vedligehold og personaleledelse.
Han har stået i spidsen for større tekniske projekter og været med til at implementere nye systemer, så hverdagen glider for både medarbejdere og brugere.
Som teknisk chef får han ansvaret for at lede og udvikle de tekniske funktioner på sygehusene i Esbjerg og Grindsted. Det handler om at skabe trygge og velfungerende rammer for både patienter, pårørende og medarbejdere.
“René har stor erfaring som leder og kender sygehusverdenen her i Region Syddanmark. I teknisk afdeling er der en tydelig forståelse for kerneopgaven, og at vi har patienten først i det, vi gør. Det er tydeligt, at den meningsfuldhed og retning deles af René. Ligesom forsyningssikkerhed og medarbejderinvolvering i en udviklende og innovativ teknisk afdeling er vigtige fokusområder frem mod fremtidens sundhedsvæsen. Vi glæder os til at byde René velkommen ind i vores ledelseskreds,” siger administrerende sygehusdirektør Anna-Marie Bloch Münster.
Fokus på drift og udvikling
René Eskildsen ser frem til at blive en del af holdet og har allerede fokus på, hvordan han kan bidrage til at udvikle sygehuset.
“Jeg glæder mig meget til at blive en del af Esbjerg og Grindsted Sygehus og til at arbejde tæt sammen med både kolleger, klinikken og ledelsen. Mit fokus vil være at sikre en stabil drift, men også at se fremad og skabe udvikling, hvor det giver værdi for både medarbejdere og patienter. Jeg vil meget gerne hjælpe sygehuset i bevægelsen fra akut vedligehold til præventivt vedligehold, og jeg forstår, hvor vigtigt det er for patienter og klinikere med driftssikkerhed og oppetid,” siger René Eskildsen.
Stillingen som teknisk chef blev ledig, da den hidtidige chef har valgt at gå på pension efter 17 år i jobbet.
Læs også:
Vigtige opgaver venter: Esbjerg Kommune ansætter ny direktør