Ny virksomhed i Esbjerg: Vil hjælpe kunder med at tjene på deres strøm
En ny virksomhed i Esbjerg vil gøre det lettere for både private og virksomheder at tjene på at lagre strøm.
Virksomheden hedder Nobse og holder til på Niels Bohrsvej i Esbjerg.
Herfra vil den arbejde med batterilagring, energidata og intelligent software, der skal hjælpe kunder med at bruge strømmen, når det bedst kan betale sig.
Ifølge virksomheden er idéen, at strøm skal kunne lagres, når prisen er lav, og bruges eller sælges, når prisen er højere.
“Vi analyserer kundens reelle energiforbrug og finder den løsning, der giver den største økonomiske gevinst,” siger medstifter Thorbjørn Moust Aalund i en pressemeddelelse.
Hos Nobse er tanken, at løsningen ikke skal være den samme for alle.
Virksomheden oplyser, at den som godkendt bruger af Energinets energidata har udviklet software, der analyserer kundernes energiforbrug time for time og beregner den mest rentable kombination af blandt andet batterilagring, solceller, elbiloplader og intelligent energistyring.
Ifølge Thorbjørn Moust Aalund handler energilagring ikke længere kun om grøn omstilling.
Han peger på, at stigende nettariffer, store udsving i elpriserne og øgede krav til forsyningssikkerhed gør batterilagring til en investering, der kan skabe værdi i hverdagen.
Nobse vil både rette sig mod private og erhverv, og en del af forretningen bliver samarbejde med autoriserede installatører rundt om i landet.
Tanken er, at installatørerne skal kunne tilbyde virksomhedens batteri- og energiløsninger til deres egne kunder, mens Nobse leverer produkterne, den tekniske dokumentation og produktkendskabet.
Virksomheden oplyser også, at den har indledt et samarbejde med Dunext og samtidig er blevet eneste autoriserede SigEnergy-partner i Danmark.
Mens Dunext retter sig mod erhverv og landbrug, leverer SigEnergy løsninger til både private husstande og erhvervslivet.
“Vi tror på, at energilagring bliver en afgørende del af fremtidens energisystem. Når flere kan lagre og styre deres energi intelligent, gavner det både økonomien, forsyningssikkerheden samt den grønne omstilling,” siger Thorbjørn Moust Aalund.
Den 20. august holder Nobse et fyraftensarrangement på Niels Bohrsvej 6 i Esbjerg, hvor interesserede kan høre mere om mulighederne i energilagring.
Læs også: Efter 11 år i branchen: Her åbner Morten sin egen bilforretning i Esbjerg