Nye ladeparker: Her kan du snart lynlade bilen på rekordtid
I slutningen af 2025 bliver det betydeligt nemmere for elbilister at lade bilen op, når de kører ad Esbjergmotorvejen.
Vejdirektoratet er gået i gang med at bygge to nye ladeparker på rastepladserne Harte Nord og Harte Syd vest for Kolding.
Seks hurtige ladepladser på hver side
I dag er der kun to ladepladser med op til 110 kW på hver rasteplads. Men det ændrer sig markant i løbet af 2025. Når de nye ladeparker står klar, vil der være seks lynladepladser på både Harte Nord og Harte Syd, alle med en effekt på op til 400 kW.
Projektleder Jonas Johnsen fra Vejdirektoratet fortæller, at det vil give et klart løft for trafikanter med elbil.
“Vi udvider kapaciteten, så endnu flere elbilister kan svinge ind forbi rastepladserne og lade deres biler op på farten,” siger han.

Hurtig opladning og bedre forhold
Hver lynlader får mulighed for at betjene to biler ad gangen, og mindst to af pladserne på hver rasteplads bliver tilpasset længere køretøjer som varevogne eller biler med campingvogn.
Ladeparkerne bliver overdækket, så man kan stå i læ for både regn og sol under opladningen. Derudover bliver tagkonstruktionerne udstyret med solceller, som bidrager til den grønne omstilling.
E.ON fortsætter som ladeoperatør og stiller ladestandere til rådighed på begge rastepladser.
Læs også: BigDollar er snart klar i Esbjerg: Her er åbningsdatoen