Nye P-regler på vej i Esbjerg: Det betyder det for dig
På torsdag den 19. juni skal Plan & Byudviklingsudvalget tage stilling til en større ændring af parkeringsforholdene i Esbjerg Midtby. Målet er at skabe mere enkle, brugervenlige og ensartede regler, og gøre det nemmere at være bilist i midtbyen.
Siden betalingsparkering blev indført i store dele af Esbjerg Midtby i begyndelsen af 2024, har Teknik & Miljø modtaget mange tilbagemeldinger fra borgere og erhvervsdrivende.
Kritikken har særligt handlet om digitale løsninger, der kan være svære at bruge – især for ældre – samt om forvirrende regler i enkelte gader og parkeringsområder.
Nu lægger kommunen op til en samlet indsats, der skal forenkle systemet, forbedre skiltningen og gøre det lettere at finde og forstå en parkeringsplads, også for dem uden smartphone.
Fire timers gratis parkering udvides
Et af de vigtigste forslag er, at de fire timers gratis parkering i parkeringshuset på Danmarksgade også skal gælde i parkeringshuset i Borgergade. Dermed vil reglerne i byens to centrale P-huse blive ens – og lettere at huske for brugerne.
Ensretning og forenkling i hele betalingszonen
Der lægges op til, at korttidsparkering i hele betalingszonen fremover bliver 30 minutter med P-skive – samme regel, samme skiltning, alle steder. Derudover foreslås der etableret nye korttidspladser ved blandt andet butikker og serviceerhverv, hvor behovet er størst.
Også elbiler vil fremover være omfattet af de samme betalingsregler som andre bilister. Det skal skabe mere lighed og gøre regelsættet lettere at forstå.
Kampagne med “Parkeringsfidusen” skal hjælpe bilisterne
Hvis forslaget vedtages, lanceres der i sommeren 2025 en oplysningskampagne med plakater, presse, sociale medier og synlig tilstedeværelse i bybilledet. Den blå maskot “Parkeringsfidusen” vil igen være frontfigur og hjælpe både borgere og besøgende med at finde rundt i reglerne.
Der vil blive opstillet flere billetautomater med tydelig vejledning, og der udarbejdes både en trykt parkeringsguide og korte instruktionsvideoer, der viser, hvordan man bruger de digitale betalingsmuligheder.
Fokus på ældre og ikke-digitale brugere
Kommunen understreger i forslaget, at ingen skal opleve at blive hægtet af. Derfor vil der fortsat være fysiske alternativer til digitale løsninger – og særlig hjælp i overgangsperioden.
Der planlægges undervisning og vejledning i samarbejde med Ældrerådet, Handicaprådet og Ældre Sagen, så alle kan få den nødvendige støtte til at navigere i systemet.