Nye rækkehuse snart klar: Allerede rift om dem
Der var ikke meget slinger i spadestikket, da Fanøs borgmester Frank Jensen sidste år den 30. oktober 2024 klokken 9.15 markerede starten på byggeriet af 20 nye rækkehuse.
Med en splinterny spade i hånden tog han det første stik på den grønne grund mellem Haralds Toft og Haralds Gård – skråt overfor benzintanken i udkanten af Nordby.
Området har fået navnet Haralds Have og står nu midt i en byggeproces, der forventes at være færdig til efteråret.
Nye boliger til flere generationer
Bag projektet står et mindre konsortium med rødder i Esbjerg, og ifølge bygherre Jesper Bejstrup har både funktionalitet, tilgængelighed og pris været i fokus. Alle boligerne bliver på 89 kvadratmeter og indrettet med to værelser, badeværelse og et åbent køkken-alrum. Hver bolig får egen terrasse, redskabsskur og parkeringsplads.
“Vi bygger dem alle ens for at holde huslejen nede. Det giver noget skalaøkonomi for entreprenøren og gør det lettere for folk at få råd til at bo her,” siger Jesper Bejstrup.
Rækkehusene opføres i bæredygtige materialer med træfacader og zinktag. Boligerne er senior- og handicapvenlige og egner sig både til ældre, børnefamilier og tilflyttere.

Interesse fra hele landet – men især Esbjerg
Interessen for projektet har fra begyndelsen været stor. Over 140 personer har skrevet sig op via hjemmesiden, og mange af dem har base i Esbjerg.
“Vi har fået mange henvendelser fra folk i Esbjerg, der i forvejen har sommerhus på Fanø. Når de når et sted i livet, hvor parcelhuset bliver for stort, vælger flere at flytte permanent til øen,” siger Jesper Bejstrup.
Også folk fra København, Aarhus og de østjyske byer har vist interesse for de 20 kommende boliger.

Klar til indflytning til efteråret
Selvom byggepladsen endnu dominerer området, skrider arbejdet planmæssigt frem. Ifølge Jesper Bejstrup har vinteren været mild, og projektet har undgået forsinkelser.
“Vi startede med at håbe på indflytning 1. oktober 2025, og det ser stadig ud til at holde. Vejret har været med os, og byggeprocessen er forløbet gnidningsfrit,” siger han.
Administrationsselskabet Aunbøl står for udlejningen, og man kan allerede nu skrive sig op som interesseret.
Borgmesteren bakker op om projektet
Fanøs borgmester Frank Jensen deltog sidste år ved det første spadestik og roste dengang projektet for at imødekomme et aktuelt behov på øen.
“Det er godt for Fanø, som oplever stor efterspørgsel på udlejningsboliger i høj kvalitet. Det her projekt kan både tiltrække nye beboere og skabe boligrotation blandt de eksisterende. Det er med til at holde liv i lokalsamfundet,” sagde han.