Nyt crossfit-koncept rammer Esbjerg: Åbningsdatoen er klar
Siden maj har de arbejdet intenst på at forfølge deres drøm, og snart åbner dørene til Esbjergs nye CrossFit-center, CrossFit Halo.
Et sted, hvor du ikke bare er et medlemsnummer, men et sted, hvor du skal føle dig hjemme og have lyst til at være – uden at det føles surt.
Der kommer maksimalt til at være 4-500 medlemmer og maksimalt 16 personer pr. hold, og de kører som udgangspunkt kun holdtræninger.
Der vil også være atleter, der træner flere gange om dagen i boxen, men primetime er tidligt om morgenen og om eftermiddagen, når folk begynder at få fri.
De vil gå efter et stærkt fællesskab, hvor der ikke bliver gået på kompromis med kvaliteten.
En fælles drøm der går i opfyldelse
Kammeraterne Casper Josiassen, Michael Vestergaard og Nicolai Pedersen havde gået med en drøm længe, og efter at have været passionerede inden for sporten i flere år, var de ikke i tvivl. Det var deres fælles drøm om at åbne et Crossfit-center, og efter at have fundet lokalerne på Østre Gjesingvej, kunne det ikke gå hurtigt nok.
“Vi har købt et træningsprogram, som man kun kan træne efter ét sted i Danmark, og det er på Sjælland. I USA er det over det hele, og vi synes, det er fedt, at man kan personliggøre sin træning så meget, som man kan med dette system. Ikke ét menneske er ens, og derfor skal træningen heller ikke være det. Vi ønsker, at kvaliteten er i top hele tiden, og vi vil også have samtaler med alle vores medlemmer,” siger Casper Josiassen, en af de tre ejere og coach i CrossFit Halo.
“Det er også vigtigt for os, at vores medlemmer er aktive. Vi vil ikke have, at folk ikke får noget ud af deres medlemskab. Derfor har vi som udgangspunkt også kun plads til 4-500 medlemmer, da alle skal træne, følge deres skræddersyede program og få den rigtige vejledning,” tilføjer Michael Vestergaard, ejer og coach i CrossFit Halo.
Men hvad vil de gerne opnå, og hvad er deres mål med at åbne en ny box i Esbjerg?
“Vi lægger rigtig meget vægt på, at vi skal kende vores medlemmer. Det kan godt være, vi ikke lige er på fornavn med alle fra starten, men vi håber, at vi på sigt kan være det. Vi vil gerne skabe et fællesskab, hvor folk virkelig har lyst til at være her i stedet for at være derhjemme, og folk skal føle sig hjemme her. Hvis vi lykkes med det, så tror jeg, vores mål er nået,” siger Michael Vestergaard.
Derfor vil de også altid have en bemandet reception, så ingen kommer ind i “boxen” uden at blive modtaget. Her vil Nicolai Pedersen stå for den daglige drift og være box manager og coach.
“Alle skal starte et sted, og derfor gør vi alt for, at både nybegyndere og garvede CrossFittere føler sig lige velkomne og får den vejledning og coaching, de har behov for. Med vores program kan alle også være med, og alle vil derfor være færdige på samme tid,” fortæller Nicolai Pedersen.
“Vi laver også et rum i boxen, hvor ens børn kan være og hvor de har mulighed for at kigge ned i hallen. Vi ved godt, at hvis man ikke kan se mor og far, så går man på jagt efter dem. Så vi håber vi kan skabe et fællesskab og et rum, hvor der er plads til alle men hvor træningen også respekteres”, tilføjer Casper Josiassen.
Hvem står bag CrossFit Halo?
Det er de tre gutter Casper, Nicolai og Michael, der er gået sammen om deres store passion – CrossFit.
De har kendt hinanden i snart tyve år og gået i samme vennekreds, derudover har de trænet sammen i flere år, så det lå lige for, at det var den vej, de skulle gå. Det var også over en god bøf, at kammeraterne fik idéen til navnet.
“Det var en aften, hvor vi sad og brainstormede over en god bøf, og så kom ‘Halo’ op, og det syntes vi lød godt. Det betyder ingenting, men det er noget, folk kan huske,” fortæller Casper Josiassen.
Nicolai Pedersen bliver den daglige leder og box manager, og han vil også være coach i boxen. Han har dermed sagt sit faste fuldtidsjob op og satser alt på CrossFit Halo.
Michael Vestergaard arbejder ved Vestas, så meget af hans tid går med de store kranskibe nede på Esbjerg Havn og offshore. Det vil han fortsætte med, da han arbejder i to uger ude og har to uger fri.
Casper Josiassen arbejder som murer- og byggeleder på projekter på Sjælland. Lige nu er han væk fire dage om ugen, men når CrossFit Halo åbner, bliver det kun til tre dage.
Når Michael og Casper er hjemme, vil meget af deres tid også blive brugt i boxen, for de er alle tre fælles om projektet.
Har allerede startet et fællesskab
Inden dørene overhovedet er åbnet til CrossFit Halo, har de allerede skabt et lille fællesskab.
De har flere gange arrangeret fællestræning eller “WODs” (Workout of the Day), hvor de har lavet flere CrossFit-øvelser ude på parkeringspladsen og løbet, så de glæder sig til at kunne åbne op og få folk indenfor i deres box.
Indtil de åbner den 1. november, holder de dog fast i fællestræningerne udenfor.
Åbningsreception
Fredag den 1. november kan du komme til åbent hus, hvor du kan hilse på Michael, Nicolai, Casper og trænerne. De vil være der hele dagen, men fra klokken 15.00, når folk begynder at få fri fra arbejde, vil de stå klar.
“Vi har allerede talt med mange, for inden vi overhovedet fik vores logo op udenfor, har folk kigget ind og spurgt, hvad der skulle være herinde. Alle er altid velkomne, men vi kan ikke love, at de ikke bliver sat i arbejde,” siger Nicolai Pedersen med et stort smil.
Mange ting mangler stadig at blive lavet færdige, men de har ét mål, og det er, at det hele skal stå klart til den 1. november. Om de så skal arbejde dag og nat op til dagen, skal de nok komme i mål, afslutter de.