Nyt forslag i Esbjerg-byråd: Drop rådhuset til nogle møder
Mandag aften samles Esbjerg Byråd igen på rådhuset.
Men hvis et nyt forslag fra Liberal Alliance får opbakning, kan det fremover være helt andre steder i kommunen, politikerne mødes.
Vil rykke møderne ud i kommunen
Liberal Alliance foreslår, at byrådet som en prøvehandling afholder fire møder uden for rådhuset i perioden fra september 2026 til maj 2027.
Tanken er, at to møder placeres i det tidligere Bramming Kommune og to i det tidligere Ribe Kommune.
Ifølge forslaget handler det om at bringe politik tættere på borgerne i hele kommunen.
Der peges på, at der geografisk er stor afstand fra yderområder som Mandø, Spandet og Nørre Vejrup til rådhuset i Esbjerg.
Med forslaget ønsker Liberal Alliance også at øge interessen for kommunalpolitik.
Ved at flytte møderne ud i lokalområderne er ambitionen at gøre byrådets arbejde mere synligt og tilgængeligt for flere borgere.
Forslaget lægger op til, at forsøget evalueres i juni 2027, hvor byrådet skal tage stilling til, om ordningen skal fortsætte.
Forslaget bliver behandlet, når byrådet mødes mandag aften.