Nyt liv i Jyllandsgade: Masser af farver og kreativitet
Kreativgarn pakker garnnøglerne i Kirkegade sammen og flytter i nye lokaler, det oplyser de i en pressemeddelse.
Den lille baggårdsbutik, som mange strikkeglade Esbjergensere kender, flytter fra den skjulte placering i baggården i Kirkegade til nye lokaler i Jyllandsgade.
Læs også: Mange har gættet: Nu er nye klar til at overtage 
Frem i bybilledet
Flytningen betyder et farvel til trappen når man skal ind i butikken og den skjulte placering i baggården i Kirkegade.
“Det har været en fornøjelse at have min butik her, men jeg ønsker blandt andet en lettere adgang for alle mine kunder.
Lige nu er trappen til butikken i Kirkegade en hindring for mange. Og der er også bedre plads det nye sted” siger indehaver Katharina Merrild Schlein i forbindelse med flytningen.
I de nye lokaler får butikken et mere synligt udtryk ud mod gaden og bedre plads til både varer og kunder, allerede nu kan man se i lokalerne at der flyttet lidt garn ind.
Kreativgarn er kendt for luksusgarner til fornuftige priser og et bredt udvalg til både små og store strikkeprojekter.
Derudover fylder broderi mere og mere på hylderne, og mange finder også strikketasker og etuier i læder i sortimentet.
Katharina er samtidig kendt for at tage sig tid til kunderne, hvad enten det handler om at finde det rigtige garn eller få hjælp til en opskrift, der driller.
Kreativgarn startede ellers som en online garnbutik tilbage i 2017, men Katharina ønskede en fysisk butik, som så blev en realitet i Kirkegade i 2020.
Nu fortsætter garneventyret i Jyllandsgade 46, hvor Kreativgarn slår dørene op onsdag den 6. maj klokken 12.00.





