Nyt lys til historisk vartegn: Tester nye løsninger
Når mørket falder på over Ribe i de kommende uger, vil noget ændre sig omkring domkirken.
Et nyt lys vil langsomt tage form, ikke som en færdig løsning, men som et forsøg på at finde den helt rette måde at fremhæve en af byens mest markante bygninger.
Læs også: Ren valgflæsk: Parti giver billig benzin på valgdagen Nyt lys testes ved domkirken
Fra den 27. marts og frem til 16. april kan både borgere og besøgende opleve en midlertidig prøvebelysning ved Ribe Domkirke.
Her testes forskellige lysopsætninger som en del af arbejdet med at skabe en ny, permanent belysning af den historiske kirke.
Formålet er at finde en løsning, der kan fremhæve domkirkens arkitektur, uden at ændre den særlige stemning i Ribe.
“Det er helt afgørende for projektet, at vi tester lyset i de faktiske omgivelser. Ribe Domkirke og byen omkring er noget helt særligt, og derfor skal vi arbejde med meget lave lysniveauer og stor præcision,” siger lysdesigner Iben Winther Orton.
Lyset skal mærkes, ikke dominere
Prøvebelysningen bliver sat op tre steder omkring domkirken.
Det gælder ved hovedindgangen, ved Arresten og ved Borgertårnet, hvor lyset skal testes i praksis.
Det er ikke en fuld installation, men en afprøvning, hvor både oplevelse og påvirkning af omgivelserne bliver vurderet.
“Prøvebelysningen giver os mulighed for at finde den rette balance, hvor kirken får en rolig glød i mørket uden at virke oplyst,” forklarer Iben Winther Orton.
Respekt for mørket i Ribe
Ribe er kendt for sin særlige atmosfære, også når mørket falder på.
Derfor er det vigtigt, at en ny belysning ikke bryder med byens karakter, hvor gader og bygninger bevidst holdes i et dæmpet lys.
Projektet bliver derfor udviklet i tæt samarbejde med blandt andet Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsen.
“Det er en vigtig milepæl, at vi nu kan opleve lyset i virkeligheden og ikke kun på tegninger. Samtidig giver testperioden os mulighed for at justere og sikre, at løsningen fungerer i byen og tager hensyn til omgivelserne,” siger Peer M. Rexen.
Borgere kan få indflydelse
Når testperioden er slut, bliver erfaringerne samlet.
Herefter inviteres der til et åbent orienteringsmøde den 7. maj, hvor alle interesserede kan høre mere og give deres mening til kende.
Den endelige løsning forventes først at stå klar i løbet af første halvdel af 2027.