Nyt på vej ved Mennesket ved Havet: Nu testes særlig løsning
De fire hvide mænd har stået med blikket rettet mod havet siden 1995. Nu kan et nyt kapitel være på vej for et af Esbjergs mest kendte vartegn.
Torsdag den 10. september tester Esbjerg Kommune nemlig forskellige muligheder for at sætte lys på Mennesket ved Havet. Forsøget sker samtidig med arbejdet på en større opgradering af området omkring skulpturen.
Det oplyser Esbjerg Kommune.
Prøvebelysningen finder sted omkring klokken 20 ved skulpturen på Sædding Strandvej.
Her vil kommunen afprøve forskellige muligheder for at finde ud af, hvordan en eventuel belysning af Mennesket ved Havet kan tage sig ud.
Tester lys på de fire mænd
Under forsøget bliver der blandt andet eksperimenteret med forskellige lysstyrker, placeringer og afstande.
Det betyder dog ikke, at der allerede er truffet beslutning om, at Mennesket ved Havet permanent skal lyses op efter mørkets frembrud.
Der er tale om en prøveopsætning, og det lys, der kan opleves på aftenen, er derfor ikke nødvendigvis den løsning, der senere bliver arbejdet videre med.
Erfaringerne fra testen skal bruges i det videre arbejde med et projektoplæg. Det skal efterfølgende fremlægges politisk, før der kan tages stilling til en eventuel fremtidig belysning af skulpturen.
Vejret kan dog komme i vejen for forsøget.
Hvis der kommer kraftig eller vedvarende regn, kan testen blive aflyst med kort varsel eller blive udskudt til senere på aftenen.
Området var ikke bygget til succesen
Mennesket ved Havet blev opstillet i 1995, og ifølge Esbjerg Kommune var det dengang ikke forudset, hvilken betydning skulpturen senere skulle få for byen.
I dag er de fire hvide mænd blevet et vartegn for Esbjerg og et populært udflugtsmål for både lokale og besøgende.
Området bliver brugt til gåture, ophold og naturoplevelser og fungerer samtidig som et knudepunkt, hvor tre større stiforbindelser mødes.
Men populariteten har også sat sine spor.
Ifølge kommunen blev området omkring skulpturen aldrig indrettet til den omfattende brug, det har fået. Derfor fremstår det i dag slidt og ustruktureret.
Det skal der nu gøres noget ved.
Planen er blandt andet at etablere bedre parkeringspladser og stier, skabe nye opholdsområder og gøre området mere tilgængeligt.
Lokale kræfter står bag planerne
Projektet er blevet til på initiativ af og i samarbejde med Sædding-Fovrfeld Lokalråd.
Lokalrådet har ønsket en samlet og langsigtet udviklingsplan, som både tager hensyn til Mennesket ved Havet, områdets særlige karakter og den omkringliggende natur.
Samtidig har lokalrådet været med til at skaffe økonomisk støtte til projektet.
Claus Sørensens Fond, Henning Kruses Fond og Norlys har bidraget økonomisk, mens Esbjerg Kommune også har støttet projektet og står for projektering og selve anlæggelsen af området.
Udviklingsplanen er udarbejdet af PLET arkitektur og danner grundlag for den tilladelse, som Kystdirektoratet har givet til projektet.
Ambitionen er ifølge kommunen at skabe en stærkere forbindelse mellem byen og naturen og samtidig give omgivelserne omkring et af Esbjergs mest kendte vartegn et løft.