Nyt samarbejde i Esbjerg: Her skal de unge mødes
Det har længe været et ønske blandt Esbjergs studerende at få et fast sted at mødes uden for studierne.
Nu bliver det virkelighed.
Fra 1. oktober får Huset i Esbjerg faste åbningstider, og byens unge får et naturligt samlingssted til musik, brætspil og hyggelige aftener – alt sammen som en del af et nyt samarbejde mellem Education Esbjerg og Esbjerg Kommune.
I en pressemeddelse skriver Education Esbjerg, at målet er at skabe et levende studiemiljø på tværs af byens seks videregående uddannelser, hvor unge kan deltage i aktiviteter, hænge ud og møde andre studerende.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) ser store perspektiver i det nye initiativ.
“Unge er en vigtig del af vores ambition om at skabe en levende bymidte. At de studerende nu får mulighed for at mødes med Husets eksisterende brugere og andre studerende på tværs af studieretninger kommer byen til gode.”
Et fælles rum for unge
Med de nye åbningstider holder Huset åbent to eftermiddage og aftener om ugen, hvor en fast medarbejder sørger for tryghed og er vært for de unge.
Samtidig står Husets frivillige og Education Esbjergs Co-creators for events som brætspilsaftener, quizzer, bingo og musik.
“For os handler det ikke kun om aktiviteterne, men om at have et sted, hvor man kan komme, slappe af og møde andre unge på tværs af studieretninger og nationaliteter,” siger Kenneth Bjerre, Director for Student Life hos Education Esbjerg.
Studerende glæder sig til fællesskabet
Nyheden har allerede vakt begejstring blandt de studerende.
“Jeg er lige flyttet til Esbjerg fra Aarhus, og jeg er positiv overrasket over et samlingssted som Huset, hvor det er hyggeligt at mødes med andre studerende og lave noget sammen. Det gør også, at jeg føler mig mere som en del af byen,”fortæller Izabella Bodin, der læser psykologi på SDU.
Magnus Domino, der er medicinstuderende, ser frem til at møde nye mennesker,
“Jeg tror især, det bliver fedt at møde andre end sin omgangskreds fra studiet, hvor vi bliver meget ens og snakker om det samme. Jeg kan godt lide input udefra og at møde nye mennesker, som er muligt her. Der er også mulighed for fælles interesser som filmklub, musik og andre aktiviteter i Huset, og det er fedt med et fast sted og åbningstid, hvis man ikke lige har plads i sin lejlighed,” siger han
Også Husets etablerede brugere er glade for aftalen.
“I Husets Brugerråd er der begejstring. De unge glæder sig til at styrke fællesskabet med de studerende og sammen skabe nye aktiviteter. Ungekultur er dynamisk og inkluderende, så vi er meget spændte på hvad det nye samarbejde kan føre til,” fortæller teamleder Christian Korsgaard fra Esbjerg Kommune
En platform for nye fællesskaber
For Education Esbjerg er samarbejdet et vigtigt skridt mod et stærkere studiemiljø og ungdomsliv i byen.
“Vi ser os selv som en del af et større økosystem. Når vi samarbejder med kommunen, de studerende og vores frivillige, kan vi bringe eksisterende rammer som Huset til live på en ny måde. Det gavner hele byen,” siger direktør i Education Esbjerg Lone Saaby.
Med den nye aftale bliver Huset ikke kun et sted at mødes, men en platform, hvor stærke relationer og nye fællesskaber kan vokse.
“Vi ønsker, at unge ser Esbjerg som en by, hvor man både kan tage en uddannelse, få et godt studieliv – og hvor vi tager højde for unges behov og ønsker. Samarbejdet om Huset er et vigtigt skridt i den retning,” slutter borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Læs også: Hvad kan en mentor?: Kun få timer – men en stor forskel for Mia