Efter storm og oversvømmelser: Nu varsler DMI om nyt uvejr på vej mod Esbjerg
Knap nok har stormen Lilian lagt sig, før vi skal tage højde for nye udfordringer på vejrfronten.
Lørdag morgen har DMI nemlig udsendt varsel om uvejr på vej, som blandt andet kommer til at ramme Esbjerg og resten af det vestlige Jylland.
DMI varsler voldsomt vejr med risiko for skybrud, torden og sågar hagl på vej. Det falder ind under kategorien “voldsomt vejr”.
Man forventer ekstraordinære mængder regn på blot seks timer og altså mulighed for lyn og torden på samme tid.
Her i området er varslet gældende fra lørdag klokken 16.00 og frem til klokken 01.00 i nat.
Der er lagt op til regulær vandkamp når kraftig regn og tordenbyger fra sidst på dagen rammer Danmark 👉 https://t.co/5ekfIDOoQH Ellers venter en lørdag med store temperaturkontraster, mod syd og øst mellem 21 og 26 °C 🥵 i resten af landet mellem 17 og 20 °C 🥶 Rigtig god lørdag pic.twitter.com/JbD1SVjo4q
— DMI (@dmidk) August 24, 2024
Sker ting og sager
DMI skriver selv om vejrsituationen lørdag;
Lørdag morgen sker der ting og sager i den Engelske kanal, idet et lavtryk og tilhørende fronter er under udvikling og henover dagen bevæger sig mod nordøst, op mod Danmark.
På østsiden af de bølgende fronter blæser meget varm og fugtig luft frem mod Danmark sydfra, og det sætter ekstra fut i atmosfæren, ligesom benzin på bålet.
Når fronterne ud på eftermiddagen og i aften bevæger sig indover Danmark vestfra, er der derfor lagt op til regulær vandkamp, hvor især den vestlige halvdel af landet vil stå for skud.
Mest blæsende i 34 år
Fredagen blev det den mest blæsende sommerdag i 34 år.
Mod vest og nordvest nåede middelvinden mange steder op på stormende kuling med vindstød af stormstyrke.
Det fik også store konsekvenser for færgetrafikken her i området og især Fanø var hårdt ramt fredag.