OB kommer til byen: EfB svarer igen med kæmpe forfest
Det bliver en aften med både fest og fodbold, når Esbjerg fB fredag aften tager imod topholdet OB på Blue Water Arena.
Her skal EfB vise karakter og hente tre vigtige point i jagten på toppen af tabellen.
OB på toppen
Når kampfløjten lyder klokken 19.00, står nummer fem i tabellen overfor suveræne OB, der indtager førstepladsen. Det bliver en test af både vilje og kvalitet, og Esbjerg-mandskabet får brug for al den opbakning, de kan få.
Derfor gør EfB alt for at fylde stadion og få stemningen helt i top.
Happy hour, DJ og gin-bar
Allerede fra kl. 16.30 starter festen i fanområdet foran stadion. Her er der happy hour i caféen, hvor du i en hel time kan få to for én på almindelig øl, classic, alkoholfri, vin og sodavand.
Samtidig bliver der gang i musikken, når DJ’en sætter strøm til festen, og cocktail-vognene fra Aperol Spritz og Hendrick’s Gin & Tonic ruller frem. Er du mere til streetfood, står Pagoden, Lækkerbilen og Banh Mi King klar med mad, der rammer alle smagsløg.

Dyst mod vennerne før kampen
For de konkurrencelystne – både store og små – er der mulighed for at dyste i alt fra panna-bane, bordfodbold og fodbold-dart til cornholes og oppusteligt mål. Og hvis du er ferm med terningerne, kan raflebægerne også blive en del af opvarmningen.
Fordele til abonnenter
Mere end 1.600 fans har allerede et abonnementskort til Blue Water Arena. Det giver ikke bare adgang til hjemmekampene – du får også 10% rabat på drikkevarer før, under og efter kampen mod OB. Og det bedste? Du kan stadig nå at få kortet. Du betaler kun fremadrettet og er med fra bare 79 kroner.