Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Ødelagte ting møder personalet: Direktøren kalder det sørgeligt

531723698_1320173513229277_4455447230954007215_n
Foto: Ribe Fritidscenter & Svømmebad

Det var en trist start på dagen for Ribe Fritidscenter, da medarbejderne onsdag morgen blev mødt af ødelagte silhuetter og spor efter scooterhjul på kunstgræsset i byparken Riplay.

Hærværket fandt sted tirsdag aften og føjer sig til en række episoder, som har ramt parken det seneste år.

“Når man møder ind til sådan en morgen, er det sgu ikke en særlig fed start på dagen. Vi oplever desværre indimellem, at ting bliver ødelagt helt bevidst, og det gør os rigtig ærgerlige,” siger Claus Pedersen, direktør for Ribe Fritidscenter.

Ødelagte ting møder personalet: Direktøren kalder det sørgeligt
Foto: Ribe Fritidscenter & Svømmebad

Alvorlige episoder med ildspåsættelse

Hærværket er langt fra en enlig svale.

Tidligere har fritidscentret oplevet, at der blev hældt brændbar væske ud over parkens to rutsjebaner, som derefter blev sat i brand. Episoden blev politianmeldt, og sagen er nu afsluttet, men Claus Pedersen husker tydeligt den bekymring, den skabte.

“Det er både dumt og farligt, og vi frygtede faktisk, at nogle kunne være kommet alvorligt til skade. Den sag er nu afsluttet, men det er stadig en påmindelse om, hvor galt det kan gå,” fortæller han.

I flere tilfælde er parkens store silhuetter, der fungerer som dekoration og skjul i leg, blevet væltet med stor kraft.

“Det er tredje gang, det sker, og det er altså ikke noget, man bare lige gør. Det kræver en voldsom indsats, og det er bare sørgeligt, når vi ved, at de er sat op for at skabe leg og glæde,” siger Claus Pedersen.

Ødelagte ting møder personalet: Direktøren kalder det sørgeligt
Foto: Ribe Fritidscenter & Svømmebad

Parken er åben for alle

RiplaY er skabt som et åbent og tilgængeligt samlingssted midt i Ribe.

Her mødes børn og unge til leg og aktiviteter i dagtimerne, og parken er åben mellem klokken 8 og 22. For Claus Pedersen er det vigtigt, at parken bevarer sin åbenhed.

“Vi ser ofte, at unge hænger ud i parken om aftenen, og det er i udgangspunktet helt fint. Så længe man opfører sig ordentligt og rydder op efter sig, har vi ingen problemer med det. Men når ting bliver ødelagt, eller når der efterlades affald, står vi med et stort ekstraarbejde,” fortæller han.

Ribe Fritidscenter driver parken gennem en aftale med Esbjerg Kommune og får et årligt tilskud.

Alligevel koster hærværk både medarbejdertimer og ekstraudgifter, som der ikke er budgetteret med.

“Vi har en forpligtelse til at holde det pænt og rent, men det her taler i den helt forkerte retning, når vi skal bruge vores tid og ressourcer på at reparere ødelagte ting,” siger Claus Pedersen.

Ødelagte ting møder personalet: Direktøren kalder det sørgeligt
Foto: Ribe Fritidscenter & Svømmebad

Et sted med liv og aktivitet

Midt i frustrationen minder Claus Pedersen om, hvorfor Riplay betyder så meget for Ribe.

Parken er i dag et populært mødested for både børn, unge og besøgende udefra.

“Jeg står og kigger derovre lige nu, og der er faktisk rigtig mange mennesker. Jeg tror, det er en skoleklasse på lejrskole, og der er godt gang i den. Det viser jo, at stedet bruges flittigt og til det, det er skabt til,” siger han.

Med madpakkehuse, grønne arealer og legepladsfaciliteter er parken et naturligt samlingspunkt.

“Jeg tror, mange unge hænger ud her, fordi vi ligger centralt i byen. Det kunne lige så godt være et andet sted, men her er der både plads og rammer til at mødes,” siger Claus Pedersen.

Ødelagte ting møder personalet: Direktøren kalder det sørgeligt
Foto: Ribe Fritidscenter & Svømmebad

Facebook-opslag med klar appel

Efter tirsdagens episode delte Ribe Fritidscenter et opslag på Facebook, hvor frustrationerne blev luftet. Her skrev de blandt andet:

“Hvor er vi trætte af de ting, der helt bevidst ødelægges på RiplaY. Hver gang koster det både medarbejdertimer og penge til udbedring, som der ikke er budgetteret med. Vi håber at kunne blive ved med at udbedre skaderne, ellers må vi fjerne de ting, der ødelægges.”

Opslaget blev ledsaget af billeder af de ødelagte elementer og en opfordring til forældre om at tale med deres børn.

Ødelagte ting møder personalet: Direktøren kalder det sørgeligt
Foto: Ribe Fritidscenter & Svømmebad

Overvågning eller fællesskab

Flere har foreslået at opsætte overvågning i parken, men det er ikke en løsning, Claus Pedersen ønsker at gå videre med.

“Man kan altid sætte kameraer op eller hegne området ind, men det er ikke den vej, vi ønsker at gå. Vi vil meget hellere appellere til de unge selv og til deres forældre. Tag snakken med jeres børn om, at det her er et no-go. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad formålet er med at ødelægge noget, som er til glæde for hele byen,” siger han.

I stedet har fritidscentret indført en form for tilsyn, hvor de sidste medarbejdere om aftenen kigger over på parken og ringer, hvis de ser noget usædvanligt.

Claus Pedersen har selv oplevet at blive tilkaldt sent på aftenen, hvor en gruppe unge hang ud med scootere og høj musik.

“Jeg måtte køre derover og sige til dem, at parken er åben fra 8 til 22, og at musikken var totalt no-go på det tidspunkt. De flyttede scooterne med det samme, og vi kunne se dagen efter, at de havde ryddet op. De må gerne hænge ud, så længe de følger reglerne, men ellers skal de ikke være der,” siger han.

Ødelagte ting møder personalet: Direktøren kalder det sørgeligt
Foto: Ribe Fritidscenter & Svømmebad

Frygt for fremtiden

Selvom hærværket denne gang ikke er meldt til politiet, er grænsen ifølge Claus Pedersen ved at være nået.

For hver gang ting ødelægges, må centret overveje, om de kan blive ved med at drive parken, som de gør i dag.

“Vi håber selvfølgelig, at vi kan blive ved med at udbedre skaderne, men hvis det bliver ved, må vi stille os selv spørgsmålet, om vi kan blive ved med at drive parken, som vi gør i dag,” siger han.

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.