OL til Esbjerg? Nej, men guld til revyen
Esbjerg Kommunes brandingstrategi er en absurd ligning, en grotesk formel med flere variabler end en rablende NASA-ingeniørs mareridt.
Divider udgifterne med resultatet, gang det med output i anden, smid en antaget cost-benefit ind i regnestykket – og hvad får du? En drivvåd, slimet klump Excel-regneark i sylten, når Esbjerg Revyen tager fat. Det er økonomisk voodoo i gummistøvler.
Og Bjarne? Bjarne har en drøm. Bjarnes drøm koster 22 milliarder. Men det er småpenge, siger han, det kan snildt fikses med få kreative tiltag: Flere pølser solgt på Torvet, salg af T-shirts og en stor direkte indtægt i kommunekassen.
Nå ja, og så lige regningen på 58 millioner til branding-guruerne fra Floskel, Floskel & Floskel og søsterfirmaet Kliché, Kliché & Kliché. Intet som en flok glatbarberede konsulenter til at sætte et skinnende låg på en gryde fyldt med kommunal varm luft.
Men hvem har tid til at bekymre sig om dét, når Trine Gadeberg står på scenen? En skønsangens general. Eller måske snarere en dealer med en lille dosis komisk heroin, lige nok til at få os hooked, nok til at få os til at skrige på mere. Selv når hun synger i nummeret Ingerlise, en dansk-top-hymne, der lyder som om den blev fremført på en synkende færge under en storm.
Og så er han her. Pelle. Den lille djævel i strikhue. Han ligner noget fra et børneprogram, men bag sukkersøde øjne gemmer der sig en skarp tunge. Plastikpatter i en airfryer. En softice i solen. Publikum smelter, når han obducerer CO₂-udslip og leverer en ferierapport fra Malalalga med kirurgisk præcision.
Gordon Kennedy som Agger? Det er latterens dødspatrulje. En velplaceret knytnæve til den mentale tyggegummi, der smøres ud over TV-fladen af folk med for meget skærmtid og for lidt at sige. Og værten? Mig, mig, mig. En influencer-karikatur på speed, en narcissistisk ruin, der burde komme med en advarsel om akut identitetstab.
Jan Svarrer? Som vi kender ham. Som vi elsker ham. Et omvandrende satireværksted, hvor værktøjskassen altid er åben. Finurlige opfindelser, en sang om syge dyr, en mand fortabt i et storcenter-helvede – kvindetøjsafdelingen. Publikum inhalerer det som en skefuld morgenkaffe efter en nat i helvede.
Og så kommer Kasper Le Fevre. Verden i flammer. Fem minutter. Fra vikinger til den orangefarvede katastrofe i Det Hvide Hus. Det er skåret så skarpt, at selv en hjertekirurg ville tage noter. Hjertekirurgen bliver der også brug for i nummeret Det allersidste ord, endnu en satirisk syrebombe kastet direkte mod tv og selvoptagetheden.
Gengangere fra sidste revy? Ja, selvfølgelig. Men hvorfor pille ved noget, der virker? Det her er ikke Alene Hjemme 9, det er Alene Hjemme 2 – den version, vi burde have fået. Perfekt afmålt, skarpt leveret. Die Hard til jul. Der er ting, man ikke fucker med.
Og når hele holdet går sammen, når de får magien til at flyde, når fire stykker stof bliver til eventyr, når Peter Bom regerer bag klaveret, og lyset danser på scenen som hallucinationer på en god dag i Nevada – så er det ikke bare et show. Det er større. Det er smukt. Selv en gammel Johnny Madsen-klassiker kan genfødes i hænderne på de rette gale genier.
Revykulturen er Danmarks sidste lovlige last – en årlig eksplosion af kaos, hvor sandheden bliver serveret som en giftig cocktail af grin, gru og grovkornet galskab.
Læg telefonen og brug to timer på Esbjerg Revyens 25 numre. Kulturen er der ude og den koster ikke flere millioner.
