4 år i Torvegade: “Jeg er nogens ostedame og det gør mig glad”
OST i Torvegade holder fire års fødselsdag i denne uge, og selvom der er travlt i butikken, når de sælger ud af alle de gode tilbud, de reklamerer med herunder fødselsdagsugen, så er servicen, smilende, og kunderne er stadig det vigtigste.
Det er ikke bare en butik, men det er en passion, der blev til virkelighed. Den er bygget på store drømme og ambitioner.
Det er fire år siden at Kathrine Bruun tog en hurtig beslutning og udfordrede den drøm, som hun længe havde haft.
Udover at give esbjergenserne mulighed for at kunne handle alt, hvad de har behov for til en god hverdagsaften eller weekend i form af, ost, charcuteri, oliven, dip, brød, vin og måske lidt sødt til kaffen, så havde hun en personlig drøm, som har været enorm vigtig i eventyret.
Hun ville for det første gerne være glad, når hun gik på arbejde, og så skulle det være sjovt – hver dag.
Det var et af de vigtigste punkter på hendes dagsorden, da hun startede, og det er stadig hendes mantra. Heldigvis er det stadig sjovt at gå på arbejde hver eneste dag. Ellers gjorde hun det ikke.
Jeg er nogens ostedame og det gør mig stadig glad
Drømmen om butikken har naturligvis krævet hårdt arbejde. Og Kathrine kan efterhånden sætte flueben ved alle de mål hun har haft løbende.
Butikken har udviklet sig siden åbningen. Det startede med en lille drøm om at sælge kvalitetsoste, og nu er der tilføjet egen produktion af surdejsboller og pizzakits i baglokalet og der bliver hurtigt bagt 200 osteboller på en god dag. Og alle elsker dem.
Der er mulighed for tapas, sandwich af foccacia til frokost, forskellige drikkevarer, sødt til kaffen og en masse andre lækre specialvarer, der fylder hylderne i butikken.
og i dag er OST blevet et fast stop for mange osteglade kunder både lokale, men også folk der kommer langvejs fra, og som sætter pris på Kathrines store viden og kærlighed til faget. Hun ved altså, hvad hun taler om.
“Butikken er en succes, fordi vi gør os umage, hver eneste dag. Vi er ordentlige, og så vil vi hellere sige nej, hvis vi godt ved, vi ikke kan komme i mål med en opgave, og det er en stor ting at kunne,” mener Kathrine Bruun.
Men for Kathrine er det ikke kun osten, der fylder hverdagen. Det er også fællesskabet og relationerne med kunderne, som har været med til at gøre butikken til noget særligt.
“Vores kunder kommer her fordi de kender personalet og mig. De kender butikken og de produkter, vi tilbyder, og så kommer de her for den gode service, vi giver i butikken, og det gør mig så glad,” fortæller Kathrine Bruun.
Og hun bliver stadig glad, når hun er ude privat og møder kunderne på gaden eller til arrangementer, og de siger ” det er jo min ostedame”.
Esbjerg er virkelig på vej op
Udover OST i Torvegade, personalet og kunderne, så nyder Kathrine sin familie og den frihed, det efterhånden giver hende at have været selvstædig i fire år.
Med et team på fire fastansatte inklusiv hende selv sørger hun for at passe på de ansatte og sig selv.
“Jeg prøver at holde tidligt fri hver dag og ikke arbejde lørdag. På den måde holde jeg stadig fast i familie og friheden, og det er med til, at jeg kan gå glad på arbejde og gøre det, jeg elsker allermest”, siger Kathrine.
Når hun har fri, nyder hun alt det gode Esbjerg har at byde på.
“Esbjerg har et unikt fællesskab og en oprigtig interesse for hinanden, og det er virkelig fedt. Byen har rykket sig, og der er noget helt specielt ved byen. Der er kommet mange flere små caféer, barer og andet lækkert til og det er jo fantastisk,” fortæller Kathrine.
Men hun drømmer stadig om, at der sker noget med med udviklingen, og at folk tør at tage skridtet og springe ud som selvstændig med en lille butik.
“Det kunne være så vildt, hvis der åbnede en fiskehandler, en lille blomsterbutik eller en grønthandler, de små butikker, hvor du kan gå fra butik til butik og handle ind og købe friske varer med hjem og lave et helt måltid,” siger Kathrine.
Hun nyder at bruge Esbjerg og komme ud med børnene, familie og venner. Når de kan, så vil de gerne opleve Esbjerg.
“VI bruger Fiskeri- og Søfartsmuseet rigtig meget. Det kan bare være et par timer på legepladsen derude, et stykke kage og kaffe i caféen og så hjem igen. Børnene elsker at spise ude. Og så er jeg virkelig glad for at komme hos Le Viet i Englandsgade. Det er et total overset spisested i Esbjerg, og jeg tror jeg spiser der en gang i ugen. Det er ægte autentisk vietnamesisk mad, du får, og det er lavet med hjertet,” fortæller Kathrine.
Teamwork, familie og fællesskab
Og familien er ikke kun derhjemme, når hun har fri. Hun har nemlig fået skabt et helt særligt fællesskab og en familie på arbejdpladsen. Sådan et sted man drømmer om at arbejde. For når du står i butikken, kan du mærke den fede energi, og det Kathrine har skabt for personalet.
“Jeg er ligeglad med at mit personale, ikke kender al ost i verden når de arbejder her, det skal de nok lære. Det vigtigste for mig er at de kan give den bedste service til vores kunder, at de kan hilse pænt på andre og at de er glade når de møder ind og går hjem, så skal det hele nok gå,” siger Kathrine.
Og det er de to piger i butikken Fie Østergaard Nielsen og Emma Abrahamsen helt enige i.
“Vi elsker at arbejde her i butikken. Det er en fed arbejdsplads, hvor der er plads til leg, ingen begrænsninger for nye idéer, og så er vi et TEAM. Vi arbejder altid med at sige JA og være åbne, og så hjælper vi hinanden. Kathrine er en fantastisk chef og en rigtig god ven, og hun er sådan et menneske, der vil gøre alt for dig uanset hvad,” fortæller begge.
Kathrine er stolt over, der stadig kommer tidligere medarbejdere i butikken for at give en hånd eller nyde en lækker sandwich, fordi de bare godt kan lide at komme der. Selvom personalet har fri fra butikken, så stikker de stadig hovedet ind for at høre, om der er noget, de kan hjælpe med.
“Kathrine er en ven og et menneske vi sætter stor pris på. Hun er en god kammerat med en fantastisk humor ,og så er hun eventyrlysten, og det er fed inspiration at have,” slutter Fie og Emma.
Den mest solgte ost er så standard
Med fire succesfulde år bag sig er Kathrine klar til at tage de næste skridt i sin rejse med OST. Hun er taknemmelig for alle, der har støttet hende undervejs.
Hun drømmer stadig stort og vil gerne noget mere, men hvad der præcis er, vil hun ikke fortælle.
Kathrine elsker ost og fortsætter eventyret i Torvegade. Når snakken falder på hendes yndlingsost, er hun ikke i tvivl.
“Jeg elsker en god blåskimmel. Det må være min egen yndlingsost. Men den ost vi sælger mest af i butikken er en helt standard mellemlageret danbo-ost,” griner Kathrine.
Hun har skabt en butik, hun er virkelig stolt af. Det er en butik, der er anderledes, og så gør de det ordenligt, og de gør sig umage og det var så vigtigt for hende.
“Jeg er så heldig at have de bedste kunder. De kommer igen og igen, og det betyder alverden for mig og mit team her i butikken. Jeg drømmer om, at folk bliver ved med at være glade for at købe ost og har lyst til at besøge os her i Torvegade,” afslutter hun med et varmt smil.