Over 1000 kvadratmeter og testcenter: Så vild bliver den nye butik i Esbjerg
Den 1. august slår Drømmeland A/S dørene op til en ny, stor flagskibsbutik i Esbjerg. Med over 1000 kvadratmeter i de tidligere Elgiganten-lokaler på Østre Gjesingvej 24 bliver det en af kædens største og mest ambitiøse butikker til dato.
“Vi er slet ikke repræsenteret på vestkysten. Den nærmeste butik er i Kolding, så det er en helt almindelig strategisk udvidelse, der skal til,” siger Henning Klausen, salgschef i Drømmeland A/S.
Placeringen er ikke tilfældig
Butikken placeres i det, Drømmeland betragter som et af byens mest attraktive områder, midt mellem Bilka, McDonald’s og BAUHAUS.
“Når vi kigger på Esbjerg, så er det der, vi har den mest attraktive placering. Vi vil jo helst lægge os der, så vi ikke er alt for meget gemt af vejen,” siger Henning Klausen, der selv kommer fra Varde og kender området godt.

En butik, der skal kunne mærkes
Ifølge salgschefen bliver det ikke en butik som alle andre. Den bliver større end Drømmelands normale butikker, og konceptet bliver markant udvidet.
“Normalt har vi kørt i et niveau på 6-750 kvadratmeter. Men den her er over 1000. Det bliver med musik. Vi laver også dufte, så det er stimulerende at gå i butikken,” forklarer han.
Butikken får over 50 sengepladser, et madras-testcenter, og flere af de største brands er stærkt repræsenteret.
“Blandt andet Tempur står jo med ti sengepladser alene. Det er ikke ret mange steder, man kan se det i den størrelse,” siger Henning Klausen.
Håndværkerne arbejder i døgndrift
Ombygningen er allerede i fuld gang, og har været det længe. Lokale håndværkere fra Jensen & Jensen har haft op mod 20 mand på opgaven.
“De har jo præget ned og bygget, altså virkelig revet det hele ned. Gammelt kontor er blevet fjernet. Hele facaden ud til Stormgade får store gulv-til-loft-ruder. Det samme mod McDonald’s. Det bliver udstillingsvinduer hele vejen rundt,” fortæller Henning Klausen.
Indvendigt fjernes alle kontorer og rum, så hele lokalet bliver bygget op fra bunden.
Fire ansatte og festlig åbning
Når butikken åbner, vil den have fire faste medarbejdere. Til at starte med kommer to på plads, og der vil være støtte fra medarbejdere fra andre butikker i kæden.
“Vi gør det med udlån fra nogle af de andre butikker, så vi får den korrekte oplæring kørt i gang,” siger Henning Klausen.
Åbningsweekenden den 1., 2. og 3. august bliver noget særligt.
“Det bliver da fest, selvfølgelig. Vi gør alt muligt for at skabe aktivitet i butikken og have det godt og sjovt. Der bliver konkurrencer, gimmicks, blandt andet kan man vinde sit køb tilbage, hvis man bliver udtrukket,” siger han.