Pædagog blev værtshuschef: Nu hjælper hun med alt
Irene Kragskovhede Langerhuus har arbejdet med mennesker hele sit liv.
Hun er mor, socialpædagog, terapeut, og sådan en, man straks mærker, man kan betro sig til. Rolig, lyttende og med et smil, der ikke forceres.
Hun har aldrig været den, der tog de letteste veje. Men da hun nærmede sig de 50 og drømte om noget nyt, var det alligevel de færreste, der kunne have forudset det næste skridt.
“Der var ingen, der ville ansætte en på min alder uden bartenderefaring. Derfor var min mand og jeg nødt til at købe et sted selv. Det blev så Bodega Buster. Før baren i kongensgade blev købt, havde jeg måske været der to eller tre gange”, fortæller hun.
Sammen med sin mand overtog hun det brune værtshus i marts 2024. Nu er hun daglig leder – og en helt særlig vært for et fællesskab, der rækker langt ud over barens åbningstider.
Et værtshus med hjerterum
Bodega Buster er ikke bare et sted, hvor man får en bajer. Det er et sted, hvor man bliver hjulpet, hørt og holdt fast.
“Vi hjælper med alt. Betale regninger, sætte gardiner op, få styr på netbank og pensionspapirer. Jeg har altid computeren med, så vi kan hjælpe dem, der ikke selv kan finde rundt i det digitale.”
Læs også: Bajere, boligstøtte og blik for hinanden: Sådan er livet på Boretårnet Her er også plads til terapi. Irene er uddannet terapeut og giver gratis NADA-behandlinger til gæster, der har brug for det.
“De sætter sig bare. Så får de en omgang og måske nogle magneter bagefter.”
To generationer – to stemninger
Om dagen sidder de ældre med øl og aviser. Om aftenen, især fredag og lørdag, kommer de unge. De drikker Breezers, danser og hygger sig, og de opfører sig ordentligt.
“Det er to forskellige klienteller. De ældre går hjem, inden de unge kommer. Og de unge rydder op efter sig selv. De er så søde.”
Det er først, når julebryggen bliver frigivet, er det faktisk ikke stamgæsterne, Irene bekymrer sig mest om.
“Det er dem, der drikker tre gange om året, der brækker sig i vasken og tror, de ejer stedet. Det gider vi ikke her.”
Et fællesskab blandt værtshusene
Der er heller ingen hård konkurrence mellem de brune værtshuse i Esbjerg. Tværtimod. De låner udstyr af hinanden og hjælper, når der er brug for det.
“Da Corners åbnede, sendte vi dem alle vores kassesystemer. Vi hjælper hinanden. Steen kommer her også og får NADA.”
Alle kender hinanden, og mange gæster er gengangere mellem stederne. Det giver et særligt sammenhold, både blandt ejere og gæster.
En niche, der passer på folk
Irene ved godt, at fremtiden kan blive svær. Rygeforbud, sundhedsbølger og økonomiske ændringer lægger pres på miljøet. Men hun tror på det.
“Det her sted er en niche. Men det er en niche, der passer på folk. Vi hjælper mennesker, og vi aflaster samfundet.”
Hun fortæller om en stamgæst med skizofreni, som hun hjælper, når han glemmer sin medicin. Eller rengøringsassistenten, som gæsterne selv samler penge ind til, når hun bliver ramt.
“Det her er ikke bare en bar. Det er et sted med omsorg. Et fællesskab. Og det er vi stolte af.”