Parken i fokus: Tidlig indsats giver gode erfaringer i Esbjerg
I boligafdelingen Godthåbsparken i Bramming har et tæt samarbejde mellem Bramming Boligforening og Esbjerg Kommune i snart et år haft fokus på én ting.
At opdage problemer tidligt og hjælpe beboere, før udfordringer med økonomi, trivsel eller sociale forhold vokser sig store.
Det skriver Bramming Boligforening i en pressemeddelelse.
Tidlig indsats tæt på beboerne
Samarbejdet bygger på, at en socialfaglig medarbejder fra Esbjerg Kommune arbejder side om side med boligforeningens faste boligsociale medarbejder.
To gange om ugen er den kommunale medarbejder til stede i boligområdet, hvor indsatsen bliver en del af hverdagen i Godthåbsparken.
Målet er at styrke den forebyggende indsats for beboere, som kan være i risiko for mistrivsel, social isolation eller økonomiske problemer, der i sidste ende kan true deres boligsituation.
“I Esbjerg Kommune lægger vi vægt på at skabe værdi sammen med borgerne og civilsamfundet. Samarbejdet med Bramming Boligforening gør det muligt at levere tidlige og forebyggende indsatser med fokus på beboernes trivsel, tryghed, sundhed, livskvalitet og netværk,” siger Arne Nikolajsen, direktør i Fritid Sundhed Omsorg og Social i Esbjerg Kommune.
Fælles mål og forskellige styrker
I hverdagen arbejder socialfaglig medarbejder Pernille Linding fra Esbjerg Kommune tæt sammen med boligsocial medarbejder Per Birkelund Pedersen fra Bramming Boligforening.
Kombinationen af lokalt kendskab og kommunale muligheder giver ifølge Pernille Linding en klar fordel.
“Per har et særligt kendskab til beboerne og hverdagen i boligområdet. Når det bliver kombineret med mit indblik i de kommunale muligheder, kan vi hurtigt lægge en plan og tage hånd om både økonomiske og sociale udfordringer,” siger hun.
Hun fortæller samtidig, at beboerne har taget godt imod samarbejdet.
“Vi gør meget ud af at være synlige og tilgængelige. Vi går rundt sammen i området for at vise, at vi er her for at hjælpe og ikke for at kontrollere. Det skaber tryghed,” siger Pernille Linding.
En del af den almene opgave
Hos Bramming Boligforening ser formand Bo Langendorff samarbejdet som en naturlig forlængelse af boligforeningens almene rolle.
“Som boligforening har vi en vigtig opgave i at styrke trivsel og tryghed blandt vores beboere. Vi har en daglig opmærksomhed i boligområdet, og kommunen har nogle andre handlemuligheder end os,” siger Bo Langendorff.
Bramming Boligforening har arbejdet målrettet med boligsociale indsatser i omkring fem år og har i den periode opbygget erfaringer med tidlig opsporing og støtte.
“Jo tidligere vi kan handle sammen, jo lettere er udfordringerne at løse, og jo mindre indgribende opleves det for beboeren,” siger han.
Gode erfaringer og blik fremad
Hos Esbjerg Kommune ser man positive perspektiver i samarbejdet mellem kommune og boligforening.
“Samarbejdet har fungeret rigtig godt, og jeg ser et potentiale i, at modellen på sigt kan udbredes til andre boligforeninger i kommunen,” siger Arne Nikolajsen.
Projektet løber i sin nuværende form frem til 31. december 2025. På baggrund af de gode erfaringer fortsætter samarbejdet mellem Esbjerg Kommune og Bramming Boligforening, nu med et endnu stærkere fokus på tidlig indsats og beboernes trivsel.