Pilunnguak kæmper med savnet: Derfor bliver hun i Danmark
Pilunnguak Poulsen var 34 år, da hun sammen med sin mand og deres tre børn forlod Nuuk og landede i Esbjerg. Det var egentlig midlertidigt. En plan om uddannelse, nogle år væk hjemmefra og så retur. Men sådan gik det ikke.
”Vi blev hængende, fordi børnene havde det godt,” siger hun stille.
Og det er netop børnene, der er grunden til, at Esbjerg i dag føles som hjem. Trygge rammer, skolegang og et fællesskab, der gør det svært at rive teltpælene op igen.
Pilunnguak er 40 år og opvokset i Grønlands hovedstad med en stor familie og nærhed, man ikke finder mange steder. Savnet er der stadig. Til naturen. Til søskende. Til den måde, man er sammen på i Grønland.
Men her i Esbjerg har hun fundet noget andet. Noget, der føles stabilt. Og midt i det hele har hun besluttet sig for at gøre en forskel ved at fortælle om det Grønland, hun kender.
Vil gerne gøre os klogere på Grønland
Når Pilunnguak rejser hjem til Nuuk, er det ikke bare for gensynets skyld. Det er også for at holde fast i forbindelsen. Men hun mærker tydeligt, hvor lidt mange danskere egentlig ved om Grønland. Også dem, hun møder i Esbjerg.
Derfor har hun sagt ja til at holde foredrag under Esbjerg Festuge. Her vil hun fortælle om livet i Grønland før og nu. Foredraget er samarbejdet med FOF, hvor man også kan købe billetter.
”Jeg vil snakke om udviklingen gennem tiden i Grønland. Hvad forskellen er på min bedstemors tid og så min tid i dag,” siger hun.
Hun vil tale om kulturerne i nord, syd, øst og vest. Om sprog, skoler og samfund. Om grønlandske hunde, minedrift og naturens betydning. Alt det, hun selv voksede op med, og som mange her slet ikke kender til.
”Jeg vil gerne have, at Danmark bliver bedre til at forstå os grønlændere. Hvorfor vi er, som vi er i dag.”
Et bånd, der kræver arbejde fra begge sider
Pilunnguak mærker en voksende interesse for Grønland. Ikke mindst efter den internationale debat, hvor blandt andet USA og Thulebasen blev nævnt. Men hun savner stadig en dybere forståelse.
”Jeg synes, det er ærgerligt, at Danmark ikke har haft større fokus på Grønland de sidste 100 år,” siger hun.
Hun foreslår grønlandsundervisning i folkeskolen og drømmer om, at flere danskere får lyst til at vide mere.
”Når jeg har holdt foredrag for børn, kan jeg godt se, at de synes, det er meget spændende. De vil gerne vide mange ting om Grønland.”
Og hvad med Grønland. Kan grønlændere gøre noget for at styrke forbindelsen den anden vej?
”Jeg synes, vi gør det godt fra Grønlands side. Vi har dansk i skolen tre gange om ugen og lærer om dansk kultur. Mange bliver overraskede over, hvor godt vi taler dansk. Det har vi lært hjemmefra.”
Ikke klar til selvstændighed endnu
Pilunnguak har tænkt meget over spørgsmålet om grønlandsk selvstændighed. Hun har ikke tvivl om, hvor hun selv står i dag.
”Jeg synes ikke, vi er klar til det. Det er en stor risiko, hvis vi skal blive selvstændige nu,” siger hun.
Hun fortæller, at hun var følelsesmæssigt påvirket under det seneste valg, hvor mange støttede partier, der går ind for selvstændighed.
”Uddannelsesniveauet skal blive højere og højere, før vi er klar,” siger hun.
Hun mener, at det kræver tid og tålmodighed, hvis Grønland skal stå på egne ben.
”Om 25 til 30 år, så kan vi måske være mere klar til det. Men ikke nu. Derfor er det vigtigt, at rigsfællesskabet bliver styrket.”
To hjem og et liv i mellemrummet
Der er stadig en lejlighed i Nuuk. Den er udlejet, men står klar, hvis familien en dag vil vende tilbage.
”Vi har snakket om at tage hjem, når børnene er store nok. Men det bliver først om 10 til 15 år,” siger hun.
Det er især børnene, der gør beslutningen svær. De to yngste har mistet det grønlandske sprog. De tænker og taler dansk.
”Jeg tror, det vil blive hårdt for dem, hvis vi vender tilbage,” siger hun og nævner også skolernes vilkår som en udfordring.
Alligevel banker Grønland under overfladen. Hun savner det. Ikke hele tiden, men det er der. Og hun gør, hvad hun kan for at holde forbindelsen i live.
”Når jeg savner min familie, så ringer jeg bare til dem og fortæller, hvor meget jeg savner dem.”
Fællesskab i Esbjerg og minder fra Nordgrønland
Pilunnguak føler sig godt hjemme i Esbjerg. Ikke mindst fordi der bor mange andre grønlændere i byen.
”Jeg synes, Esbjerg er en dejlig by. Man finder hurtigt nogen, man kan være venner med,” siger hun.
Hun glæder sig til at fortælle sin historie til festugen den 21. juni, hvor Grønlands nationaldag bliver markeret. Her fylder det grønlandske flag 40 år.
”Jeg vil vise, hvordan vi taler med ansigtet og kroppen. Det er svært for danskere at forstå, men helt normalt for os,” siger hun.
Hun vil også fortælle om minedriften og de skjulte rubiner ved Fiskenæsset, som hendes bedstefar fandt. Om ture i naturen, bærplukning og rensdyrsæson.
”Det bliver både sjovt og spændende. Jeg glæder mig til at vise, hvem vi er.”