Planer om flytning af parkeringspladser: Målet er en levende by
Bilen skal fylde mindre i bybilledet i Esbjerg.
Det er et af målene i den mobilitetsplan, som politikerne i Plan- og Byudviklingsudvalget skal forholde sig til torsdag i næste uge.
Et greb her – og det er vel at mærke et forslag – er at flytte parkeringspladser til mobilitetshuse – et nyt ord for parkeringshuse.
“Vi vil flytte et antal parkeringspladser væk fra gadeparkeringen og ind til mobilitetshusene de steder, hvor vi tænker, at vi kan bruge det gadeområde til nogle ting, der er med til at skabe mere liv i midtbyen. Det kan være grønne byrum, det kan være til leg og ophold, eller det kan være til nogle andre ting”, fortæller Peer Rexen, der er byudviklingschef i Esbjerg Kommune.
Forslaget til en mobilitetsplan er udarbejdet af forvaltningen på baggrund af workshops med politikere, lokalråd og andre interessegrupper. På torsdag skal forslaget behandles i Plan- og Byudviklingsudvalget og indstilles til godkendelse som forslag i byrådet 2. september. Efter politisk behandling kommer forslaget i høring i otte uger.
Skal kunne parkere
Bymidten skal i højere grad være for de gående og cyklister.
“Vi vil sikre, at bilen fylder mindre, vi vil have folk over at cykle, vi vil have folk over at gå, og vi vil have folk over at tage kollektiv trafik. Men der er stadigvæk biler, der skal kunne komme ind til byen. De skal stadigvæk kunne parkere der. Man skal stadigvæk kunne få let adgang til butikkerne”, fastslår Peer Rexen.
Han og forvaltningen lægger op til, at der på et ikke nærmere defineret tidspunkt bygges et nyt mobilitetshus centralt i Esbjerg. Det skal bygges, før man fjerner nogle af de parkeringspladser, der i øjeblikket er langs kantstenene i midtbyen. Med en parkerings-søgering med mere skiltning vil man gøre det lettere for bilister at se, hvor der er parkeringspladser.
Når behovet opstår
Ifølge Peer Rexen skal parkeringshuset bygges, når behovet opstår. Det kan være, når man vil bruge gadeområder til andre tiltag, eller når nye byggerier gør det nødvendigt. Man har ikke taget stilling til, om et parkeringshus skal være kommunalt eller privat eller en blanding.
Han peger på, at byens handel i dag truet af nethandel med mere.
“Hvis vi skal bevare en levende midtby, hvor der også er en god detailhandel, så skal vi gøre noget for at gøre byen attraktiv. Og hele vores tankegods i det her, det er at skabe et liv og nogle rum, folk har lyst til at komme til, fortæller han.
Hos forvaltningen er man spændt på, hvordan mobilitetsplanen bliver mødt af borgerne.
“Vi gør faktisk det her for at styrke Esbjerg Kommune på mobilitetsområdet, og vi gør det her for at styrke Esbjerg Midtby. Samtidig med at vi også godt vil nå de her mål, vi har, omkring hele klima/bæredygtigheds-delen”, siger Peer Rexen.
“Det, det hele står og falder med, er, tror folk på os, eller tror de ikke på os, siger han.