Pøl på hjemmebane: Historien om Esbjergs elektriske sjæl

Esbjerg Byhistoriske Arkiv plejer ikke at rumme rock’n’roll. Det er et sted, hvor ting er i orden. Alfabetiseret. Numerisk. Et rum til døde datoer og korrekt komma.

Men ikke i dag. Ikke med Pøl i lokalet. Ikke med lugten af øl, sved og ungdom i væggene. Ikke med en forsamling af levende legender og forrykte efterkommere stimlet sammen blandt kartotekskort og gulnede artikler.

Der blev ikke uddelt biblioteksstemning her. Der blev råbt, grinet, lyttet. Der blev rørt ved noget ægte.

Poul “Pøl” Bjelke Laursen gik på uden manuskript. Han havde ellers haft en tale klar, sagde han. Men blodproppen – den der satte sig lige ved talecentret – havde taget noget med sig. Ikke alt, heldigvis. For sproget – dét var der stadig.

Med hæs hæderlighed og sarkastisk skarphed åbnede han op for det, vi andre bare troede var en bogudgivelse. Det var det ikke. Det var en genopstandelse.

Atlanten og Liverpool

“Jeg satte mig imellem to stole – musikken og journalistikken. Det har jeg fået meget kritik for… men det kunne jo også have været en mandeløsning.” Folk lo. Pøl kiggede ikke efter bifald. Han sagde det bare, som han har sagt tingene i årtier. Rent. Ufiltreret. Og med netop den kombination af humor og alvor, der gør, at man lytter.

Han talte om dengang Esbjerg var mere end en havn – det var et musikkens toldkammer. Om hvordan Howlin’ Wolf og Big Joe Turner blev fragtet ind over Atlanten længe før nogen gad høre om Liverpool.

“Det var søvejen,” sagde han. “Ikke pressemeddelelser.” Han talte om Vesterhavsdrengene, om bajere, om ungdomsoprør, om det at vokse op i en by, hvor man skulle vælge sin kant tidligt, eller blive banket firkantet af omstændighederne.

Legenderne

Og så var der Finn. Rock-Finn. Den stemme, man kunne høre ned ad Finlandsgade, før han overhovedet havde noget anlæg. Han sad i kørestol denne aften, men stemmen sad der stadig.

Læs også: Vild festdag i Bramming: Tøser, Tøsedrenge og tivoli

Og da han sammen med Lender, Kronborg og Pøl selv brød ud i sang, var det ikke en gimmick. Det var ære. Det var blod. En mand i en kørestol, med en stemme som asfalt under sol. Folk holdt vejret. Nogle fik tårer i øjnene. Det var, som om rummet løsnede på sit slips og huskede, hvad det vil sige at være i live.

Generationerne

Men måske det mest bevægende? At også en ny – eller i hvert fald yngre – generation var mødt op. Musikere fra Esbjergs nyere scene – blandt dem var Houmark, Larsen, Borg – havde fundet vej. Ikke som historiejægere, men som arvinger.

De var ikke bange for støvet, for papirerne, for pigtråden. Tværtimod. De stod der og nikkede. De forstod. For lyden af oprør er universel, og selv hvis den skifter forstærker, er det stadig den samme puls.

Men de unge var ikke alene. Rundt omkring i lokalet sad de gamle kæmper. Nogle var let genkendelige – som Aarøe, med sit insisterende blik og rygsøjlen rank som en mikrofonstang. Dam Jensen, diskret i baggrunden, men stadig med det dér udtryk i øjnene, som engang kunne lukke en koncertaftale og et helt backstage-rum ned med ét blik.

Og så var der alle de andre. Folk fra værtshusmiljøet, fra de glemte baglokaler og slidte scener. Dem, der havde holdt Esbjergs rockhjerte i gang, længe før nogen kaldte det kultur.

Nogle kunne man knap kende igen. Tidsforskellen havde gjort sit. De ansigter, der engang tronede over fadbamser og feedback, var nu furet af år – men man kunne ane dem derinde. En hakker i stemmen, en skæv latter, en rytme i kroppen, der nægtede at give slip.

Det var ikke et museum, det her. Det var ikke nostalgi som rekvisit. Det var levende, ujævnt, ægte. Et øjeblik hvor byen åndede i takt med sin egen historie.

Mod slutningen blev Pøl blødere i stemmen, men ikke mindre klar: “Kommer der så en bog mere om de sidste 25 år?” spurgte han – og svarede selv: “Det gør der ikke. For de er jo ikke blevet til historie endnu.” Publikum grinede. Ikke et nervøst grin. Et taknemmeligt grin. Et vi-forstod-det-godt-grin.

Og så var det hele slut. Eller begyndte det lige dér? Hvem ved. Esbjerg har sin egen tidsregning. Men én ting står klart: Når pigtråden runger i arkivets sale, så lever byen. Og så lever vi med den.