Point på spil: Esbjerg Energy jagter top 4
Der er noget særligt over hockeyaftenerne i Granly. Når lyset tændes over isen, og publikum finder pladserne, er det med forventningen om tempo, fysik og point på spil.
Tirsdag aften klokken 19.00 er det igen tilfældet, når Esbjerg Energy tager imod Frederikshavn White Hawks i Granly Hockey Arena.
Pointjagt og realisme
Hos Esbjerg Energy er ambitionerne klare. Holdet jagter en plads i top 4, og det stiller krav til præstationerne i en tæt del af sæsonen.
Samtidig er der realisme i tilgangen, fortæller cheftræner Markus Åkerblom.
”Vi går efter top 4, og det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal vinde hver eneste kamp. Men det her er en kamp, vi meget gerne vil vinde, og det er opgaven mod Frederikshavn,” siger han.
Fokus på egne aftaler
Frederikshavn kommer til Esbjerg som et hold med kvalitet og rutine.
Et mandskab, der kan straffe selv små fejl.
Derfor handler forberedelserne i høj grad om Esbjergs eget spil.
”De har mange dygtige spillere på højt niveau. Skal vi vinde, kræver det, at vi er ydmyge og holder os til vores gameplan. Vi skal udføre de aftaler, vi har internt. Hvis ikke vi gør det, forærer vi modstanderen for meget,” siger Markus Åkerblom.
Sæsonens indbyrdes opgør har været tætte. De to første endte med nederlag til Esbjerg efter straffeslag, mens de seneste to opgør er vundet med klare cifre.
Det understreger, hvor små marginalerne kan være.
Balance på isen
For Energy handler det især om at træffe de rigtige beslutninger i kampens løb.
Hvornår pucken skal spilles hurtigt, og hvornår den skal lægges dybt.
Hvornår der skal presses offensivt, og hvornår defensiven skal prioriteres.
”Det handler om balancen mellem spillet med puck og uden puck. Aftalerne på holdet er vigtigere end, hvem vi møder. Fokus skal være på os selv,” siger cheftræneren.
En kamp der stadig fylder
Den seneste kamp i Herlev sidder stadig i kroppen hos esbjergenserne.
Et opgør, hvor resultatet ikke afspejlede indsatsen, mener træneren.
”Vi fortjente ikke at vinde i Herlev. Vi fik nogle lette mål, som vi ikke havde spillet os til, og bagefter smed vi ydmygheden. Det gik galt, og jeg var ikke tilfreds med indsatsen,” siger Markus Åkerblom.
Esbjerg Energy kommer ind til kampen med to overtidsnederlag i træk og har hentet fem point i de seneste fem kampe.
Også Frederikshavn har haft det svært på det seneste og står med ét point i samme periode.
Klar trodsreaktion
Netop derfor er forventningen klar til aftenens opgør. Der skal vises en reaktion på isen.
”Vi sprang over, hvor gærdet var lavest i Herlev og traf for lette valg. Det må ikke gentage sig. Nu skal vi finde en trodsreaktion og vise, at vi er bedre end det, vi viste dér. Det skal gå ud over Frederikshavn,” siger Markus Åkerblom.
Kampen spilles tirsdag klokken 19.00 i Granly Hockey Arena.