Politiet advarer: Falske mønter i omløb
Der er i øjeblikket falske mønter i omløb, oplyser politiet.
Læs også:
DMI varsler: Farligt vejr kan ramme Esbjerg og omegn
Borgere og erhvervsdrivende bør derfor udvise særlig opmærksomhed, når de modtager 20-kroners mønter, lyder det i en pressemeddelelse fra ordensmagten.
Forsøgt brugt til store køb
I flere af landets politikredse har man i øjeblikket sager, hvor de falske mønter er benyttet, og politiet efterforsker sagerne for at finde frem til, hvor mønterne er produceret, og hvem der står bag falsknerierne.
De falske 20’ere begrænser sig ikke kun til et enkelt geografisk område, men er set flere steder i landet, hvor de blandt andet er blevet identificeret i dagligvarebutikker og varehuse.
Politiet har også flere verserende sager, hvor personer har forsøgt at købe smartphones og anden elektronik for tusindvis af kroner og betale med falske 20’ere.
Det er endnu ikke afklaret, om det er samme personer, der står bag de forskellige beslaglagte 20-kroner rundt om i landet.
Der kan derfor være forskellige kendetegn, og det kan være vanskeligt at skelne de falske mønter fra ægte 20’ere.
Fremgår usædvanligt skinnende og med lavere vægt
En del af de beslaglagte mønter er dateret med årstallet 2021, men fremstår usædvanligt nye og skinnende.
Portræt og kongevåben fremstår også mindre præcist, hvis man kigger grundigt og sammenligner med ægte mønter.
Det kan også være små tegn som en ikke helt korrekt hældning på skriften på mønten.
Derudover kan de have en lavere vægt end en ægte 20-krone.
Særligt erhvervsdrivende bør udvise opmærksomhed ved modtagelse og håndtering af større mængder 20-kroners mønter.
Er du i tvivl, anbefaler politiet, at du sammenligner mønterne med andre 20-kroners mønter og tjekker grundigt for fejl.
Ved fortsat mistanke kan du kontakte politiet.