Politiet er på bar bund: Smykker for 150.000 kr. stjålet på mystisk vis fra kendt butik

Politiet i Esbjerg klør sig lidt i nakken over et større smykke-tyveri i går mandag d. 3. marts.
Lidt i klokken 18.00 i går blev der stjålet smykker for 150.000 kroner i den kendte smykkebutik Vibholm Guld og Sølv.
Tyveriet skete i Esbjerg Storcenter, hvor der generelt er mange mennesker som er i området.
“Der blev blandt andet stjålet armringe, kæder og ringe.
Der er videoovervågning i butikken, som vi nu skal gennemse,” oplyser politikommisær Ole Hurup til MigogEsbjerg.
Et stort mysterium
Det mystiske er, at ingen opdagede noget, og derfor står man lidt på bar bund.
Derfor ved politiet heller ikke helt præcist, hvordan det lykkedes tyven eller tyvene at slippe afsted med det storstilede smykkekup.
Videoovervågningen bør gøre politiet lidt klogere, men de efterlyser samtidig vidner, som måske har set noget.
Hvis du bemærkede noget underligt i Esbjerg Storcenter i går, så bedes du kontakte politiet på 1-1-4.