Politiet melder ud: Nu er der nyt om den sorte varebil
Vi har tidligere skrevet om, at polititet har bedt om hjælp til at opklare, hvorfor der har kørt en sort varebil rundt i Bramming og havde en mistænkelig adfærd omkring anmelders børn og hus i Bramming.
Syd- og Sønderjyllands Politi har nu efterforsket den anmeldelse, som de modtog den 4. november og de har nu opklaret sagen, det oplyser de i en pressemedelelse.
Via vidneforklaringer samt videoovervågning har de fundet ud af, at der er tale om en mørk minibus, som kører rundt og opsamler passagerer for Esbjerg Taxa. Blandt andet i Bramming.
Både køreplanen for minibussen og signalementet på minibussens chauffør stemmer overens med det, der er anmeldt og siden forklaret til Syd- og Sønderjyllands Politi.
”Vi er glade for borgernes hjælp i denne sag. Både henvendelser til os og videoovervågning har gjort, at vi har kunnet opklare, hvilken bil der var tale om og dens ærinde. Vi vil fortsat appellere til, at borgere netop henvender sig til politiet, som man har gjort i denne sag, hvis man er vidne til mistænkelige forhold eller har mistanke om kriminalitet. Vi er her for borgernes skyld,” siger politikommissær Morten Alslev, Syd- og Sønderjyllands Politi.
Familien, som har anmeldt sagen, er orienteret om, at politiet nu betragter sagen som værende opklaret.