Populær sti stadig lukket: Banedanmark arbejder på ny bro
Den populære gangsti er fortsat lukket under jernbanen på strækningen mellem Storebæltsvej og Stormgade. Lukningen skyldes, at Banedanmark har fundet et brud på broens konstruktion, som vurderes at være opstået på grund af store mængder vand.
For at sikre, at togene fortsat kan køre, har Banedanmark midlertidigt stabiliseret broen. Samtidig overvåger de broens tilstand digitalt for at være sikre på, at jernbanen forbliver sikker. Til gengæld kan fodgængere ikke længere benytte gangstien, før en ny bro er etableret.
Digital overvågning af broen
Banedanmark overvåger broen digitalt for at sikre, at jernbanen fortsat er sikker. Teknikere er samtidig i gang med at skitsere forskellige scenarier for, hvordan den nye bro skal bygges og udformes.
“Banedanmarks teknikere vil indgå i dialog med relevante interessenter, herunder Esbjerg Kommune, om den nye bro. Vi bestræber os på at finde den bedste løsning, som imødekommer både Banedanmarks og Esbjerg Kommunes behov” lyder det fra Banedanmark.
Ny bro ventes klar efter sommer 2027
Det er Banedanmarks forventning, at den nye bro bliver fornyet under en totalspærring i sommeren 2027. Derefter vil der være afsluttende arbejde på stedet.
Advarer mod farlig smutvej
Banedanmark anerkender, at det kan være frustrerende for borgerne, at de nu skal tage en omvej. Men de advarer kraftigt mod at krydse jernbanesporene.
“Det kan måske være fristende at tage smutvejen op over sporet. Her skal Banedanmark gøre opmærksom på, at det er både livsfarligt og ulovligt at krydse jernbanen” understreger Banedanmark
Læs også: Her må du ikke køre: Vejarbejde lukker flere veje i Esbjerg