Her kan du gøre et kup: Danmarks største loppesupermarked åbner i Esbjerg
Er du lige så vild med at gå på opdagelse i loppebutikker som os?
Så kan du godt begynde at glæde dig.
Kirppu, det populære loppesupermarked, åbner snart deres butik nummer 29 – denne gang i Esbjerg.
Kirppu er Danmarks største såkaldte loppesupermarked, hvor du kan leje en stand og tjene penge på dine brugte ting og sager.
Om det er tøj, nips, legetøj eller brætspil, du vil sælge eller købe, så er det muligt at gøre et godt genbrugsfund.
Siden deres første butik åbnede i Hillerød i 2014, er kæden vokset markant, og nu er turen kommet til Esbjerg.
Stor åbningsfest i efterårsferien
Lørdag den 19. oktober i uge 42 åbner Kirppu dørene, hvis alt går efter planen.
Her har de inviteret til åbningsfest med gratis fadøl, sodavand og popcorn hele dagen.
Deres maskot, Loppen Louie, vil også kigge forbi med slikkepinde og balloner. Hvis vejret er med er godt, sætter de også en hoppeborg op.
Der er altså lagt op til en stor åbningsfest på dagen.
Men hovedattraktionen er selvfølgelig de mange unikke loppefund, som du kan finde til gode priser.
Med nu 29 butikker er Kirppu godt repræsenteret i Danmark, men for os her på Vestkysten har det hidtil krævet en tur til enten Fredericia eller Holstebro for at besøge en Kirppu-butik.
Derfor har vi talt med Michael Henning Jensen, der er marketingschef for Kirppu om åbningen her i Esbjerg.
“Vi glæder os rigtig meget til at komme til et nyt område, og det vestjyske har meget at byde på.
Det er superfedt at se alt det, Esbjerg kan, og hvor meget byen har udviklet sig de seneste år.
Esbjerg har været et af de steder i Danmark, hvor der har været længst til en af vores Kirppu-butikker, så vi glæder os til at komme til det vestjyske,” siger Michael Henning Jensen, marketingschef Kirppu.
Med deres placering på Østre Gjesingvej 26, 6715 Esbjerg N., i Elgigantens tidligere lokaler, får de også masser af plads.
De rykker ind i den ene halvdel, og med deres 1.000-1.400 kvm store lokale bliver der altså masser af plads til en masse loppefund.
Hvornår kan man booke en stand?
“Hvis alt går efter planen, så åbner vi op for at booke en stand cirka en måned før åbningen.
Så vi regner med, at man kan begynde at booke en stand fra midt september,” siger Michael Henning Jensen.
Så hvis du skal have et nyt “loppefix,” så åbner de som sagt lørdag den 19. oktober med den helt store åbningsfest fra klokken 10.00-17.00.
Hvad: Kirppu – Loppesupermarked
Hvor: Østre Gjesingvej 26, 6715 Esbjerg N
Åbner: Lørdag den 19. oktober klokken 10.00-17.00
Læs mere her.