Prisvindende band tager på tour næste år: Her kommer de på Tobakken
Siden starten i 2019 har Ganger insisteret på at gå deres egen vej. Det beviste de allerede med debutalbummet “Mørk”, der modtog stor ros af en bred anmelderskare, hvor det blandt andet blev refereret til som “et af de mest ambitiøse debutalbum” af Soundvenue.
Rejsen har siden været lang for bandet, der har kurs mod stjernerne.
Og næste år kan du opleve Ganger i Esbjerg. Det fremgår af en pressemeddelelse fra All Things Live.
21. november 2025 kommer Ganger på Tobakken.
Bandets andet album, “Tro” udkom i 2020 på Yachtvej – bandets eget pladeselskab. Anmelderrosen fortsatte i stride strømme med denne udgivelse og blev blandt andet kåret til årets danske album af Soundvenue, fik topkarakter med seks stjerner i GAFFA og P3’s uundgåelige med singlen Styrke.
Ganger har kort sagt taget det danske musiklandskab med storm og udviser en særlig lyst til at eksperimentere, lege og bryde rammerne for, hvad dansk musik kan. Dette beviser bandet endnu en gang på albummet “Pisk” fra 2023 – det afsluttende kapitel i trilogien, der fuldender fortællingen med sangskriver Thomas Bach Skaarups forældres forelskelse. Gangers albumtrilogi har tilsammen over 10 millioner streams og har høstet 10 Steppeulven-nomineringer.
Efter to storslåede koncerter i DR’s Koncertsalen i slutningen af 2024, tager Ganger nu på turné rundt i landet med en legende koncert i øjenhøjde, der lukker publikum ind i de mest intime dele af bandets sange.
“Efter at have udgivet tre albums på fire år, trænger vi virkelig til at fejre rejsen og sangene med vores fans. Vi har brugt rigtig meget tid i studiet – delvist på grund af lockdowns – og efter koncerterne i Koncertsalen glæder vi os virkelig til at komme ud og se publikum i øjnene. Det bliver både en stor forløsning og en kæmpe fejring”, udtaler bandet.