Rekord og udfordringer: Sådan ser årets optag ud på SEA
Selv om færre på landsplan har søgt ind på en videregående uddannelse i år, holder søgningen til Syddansk Erhvervsakademi (SEA) i Esbjerg sig på et stabilt niveau.
Samtidig har akademiet sat rekord i antallet af ansøgninger til sine top-up-uddannelser, mens flere tekniske uddannelser fortsat kæmper med at tiltrække studerende.
Rekord på top-up-uddannelser
Ved ansøgningsfristens udløb søndag middag havde SEA modtaget 1.295 KOT-ansøgninger mod 1.335 sidste år.
Samtidig har akademiet modtaget 261 ansøgninger til sine top-up-uddannelser, hvilket er det højeste antal nogensinde. Samlet er antallet af ansøgninger faldet med 24 i forhold til sidste år.
Ifølge rektor Henrik Larsen viser tallene, at interessen fortsat er stor for at bygge oven på en eksisterende uddannelse.
Han peger samtidig på, at onlineuddannelserne fortsat står stærkt, ligesom finansområdet oplever stor interesse. Blandt andet har den online finansbacheloruddannelse modtaget rekordmange ansøgninger.
Tre tekniske uddannelser må droppes
Mens flere uddannelser klarer sig godt, er billedet et andet på dele af det tekniske område.
På baggrund af årets ansøgertal bliver uddannelserne til el-installatør, energiteknolog og produktionsteknolog ikke oprettet med studiestart efter sommerferien.
Til gengæld er der fortsat god søgning til bygningskonstruktøruddannelsen og driftsteknologuddannelsen, mens den nye uddannelse i cybersikkerhed har fået 20 førsteprioritetsansøgere.
På landsplan er antallet af ansøgere til videregående uddannelser faldet med to procent sammenlignet med sidste år.
Ansøgerne får svar på deres uddannelsesansøgning den 28. juli.