Restauratører har et ønske: Mindre trafik gennem central gade i Esbjerg
I disse dage er trafik et varmt samtaleemne blandt borgere i Esbjerg efter et forslag til en trafik- og mobilitetsplan blev præsenteret i sidste uge. Her bliver der blandt andet lagt op til, at en stor del af trafikken skal ud af midtbyen, og flere gader og områder skal være bilfrie.
Hos flere restaurationer i Skolegade i det centrale Esbjerg har der længe været et ønske om, at biltrafikken fylder mindre, og gaden måske ligefrem lukkes helt af. Det fortæller Carsten Prisfeldt, der er indehaver af flere restaurationer i gaden.
“Jeg tror, at vi nu er nået til næste forskønnelsesfase, og jeg tror, at vi som by gerne vil noget mere og har brug for Skolegade. Men gaden trænger til et nytænkende løft. Fra Kirkegade til Englandsgade er der sket meget de sidste 10 år. Mod Kirkegade er flere markante restauranter skudt op og bidrager yderst postivt til bymidten. Desværre er det kun indenfor eller i deres hyggelige baggårde”, fortæller Carsten Prisfeldt.
I princippet er det kun busser, taxier og varekørsel, som har tilladelse til at køre gennem den østlige del af Skolegade, hvor mange barer og diskoteker ligger. Men ifølge Carsten Prisfeldt bliver det langtfra overholdt, og der er mange biler, som kører igennem gaden hver dag.
“Vi har tilladelse til at servere udenfor på vores matrikler, men mange gæster har ikke lyst til at sidde der, fordi mængden af trafik er så stor, og fordi biler og motorcykler kører forbi med meget høj fart, siger Carsten Prifeldt.
Han så gerne, at der blev lavet tiltag, som reducerer trafikken markant i Skolegade eller måske ligefrem lukker en del af gaden. Sammen med flere af de andre restauratører i gaden kunne han godt tænke sig, at gaden kunne bruges til mere end gennemkørsel. Det kunne for eksempel være forskellige aktiviteter eller mere udeservering.
“Det er også et spørgsmål om sikkerhed. Når folk har fået noget at drikke, tænker de ikke altid over, at der kan komme biler kørende, når de går ude på vejen”, siger Carsten Prisfeldt.
Carsten Prisfeldt foreslår, at man laver en forsøgsordning og lukker Skolegade for trafik i en periode på tre år og efterfølgende tager stilling til, om det fungerer hensigtsmæssigt.
Vi lytter til dem alle
I forslaget til en trafik- og mobilitetsplan er der ikke nævnt specifikke gader i Esbjerg. Dermed er der heller ikke nogle konkrete planer for at ændre forholdene i Skolegade.
Carsten Prisfeldt har skrevet til en række politikere, der sidder i byrådet i Esbjerg Kommune, hvor han deler de tanker og frustationer, han og andre restaurationsejere har.
Ifølge Henning Ravn (V), der er formand for Plan og Byudviklingsudvalget i Esbjerg Kommune, lytter de gerne til restaurationsejernes input. Men han påpeger samtidig, at der er flere hensyn at tage i sagen.
“Planen indeholder ikke detaljer om, hvilke gader der er i spil, men det kan måske godt blive aktuelt. Hvis man læser kommentarspor forskellige steder, kan man allerede se, at der er andre, som har en helt anden opfattelse”, siger Henning Ravn.
Torsdag skulle udvalget tage stilling til, om forslaget til en trafik- og mobilitetsplan skulle sendes i otte ugers offentlig høring, men beslutningen blev udskudt til næste møde.
“Vi lytter til til dem alle sammen. Når der kommer en høringsperiode, får vi helt sikkert en masse kommentarer. Det er fint, og så kigger vi på det”, siger Henning Ravn.