Revanchen udeblev: Team Esbjerg taber Super Cup
For håndboldfans kan sommeren være lang, når håndboldhallerne ligger øde, og klubberne holder pause.
Men søndag blev spillerne fra Team Esbjerg igen sluppet løs, da årets Bambuni Super Cup skulle afgøres.
Team Esbjerg vandt pokalturneringen i sidste sæson, men i de afgørende finalekampe i Kvindeligaen var det Odense Håndbold, som trak det længste strå og vandt guld.
Derfor var det Team Esbjerg og Odense Håndbold, som søndag stødte sammen i Randers.
Generelt var det Odense Håndbold, som kom bedst fra start og flere gange havde en føring på fire mål.
Men hos Team Esbjerg var Nora Mørk med igen efter endt barsel, og hun fik mere struktur i spillet.
Op mod pausen var de to hold lige, men Team Esbjerg scorede ikke i angrebet i de døende sekunder af første halvleg.
Derfor gik de to hold til pause ved stillingen 17-16 til Odense Håndbold.
Blev ikke tæt
Efter pausen var det igen Odense Håndbold, som kom bedst ud.
De slog igen hul til Team Esbjerg og fik i løbet af anden halvleg en føring på fem mål.
Team Esbjerg fik bedre fat som halvlegen skred frem, men det blev en lidt rodet kamp for begge hold.
Det lykkedes aldrig Team Esbjerg for alvor at komme tilbage, og derfor kunne Odense Håndbold sikkert køre sejren hjem.
Det endte med en sejr til Odense Håndbold på 33-30.
Næste gang Team Esbjerg skal i aktion er på torsdag 28. august, når de hjemme møder Silkeborg-Voel KFUM i første runde i Bambuni Kvindeligaen.
Læs også:
De store kampe venter: Derfor skal du købe sæsonkort i dag