Ribe får ny festival: Fri bar i smagsoplevelser fra hele verdenen
Ribe får en ny ølfestival, når Ribe Ølentusiaster og Ribe Bryghus for første gang inviterer til den helt store ølfest med fri bar i 40 øl midt i byen.
Lørdag den 26. september bliver gårdrummet mellem Ribe Bryghus og Pakhuset forvandlet til et sandt paradis for ølelskere.
Læs også: Grisefest i Bramming: Fynsk legende indtager byfest Her kommer duften af humlen til at sprede sig, stemningen høj og snakken kan flyde hele eftermiddagen.
Fri bar eller lille ølfest, du vælger
Til den nye ølfest bestemmer du selv, om du vil gå all-in med fri bar eller nøjes med den lille ølfest.
Vælger du fri bar, kan du smage dig gennem 40 forskellige øl på fad fra klokken 13.00 til 18.00.
Så der er rig mulighed for at gå på opdagelse, smage nyt og måske finde dine nye favoritter i hanerne.
Den lille ølfest er til dig, der gerne vil være med på stemningen uden at gå all-in. Her får du fem smagsprøver, så du stadig kan nå godt rundt i udvalget og få en fornemmelse af, hvad festivalen og bryggerierne kan.
Smag dig verden rundt, lige midt i Ribe
Når du har sikret dig billet, venter der øloplevelser fra både lokale og internationale bryggerier.
Udvalget spænder fra traditionsrige Ribe Bryghus til mere eksperimenterende bryggerier fra blandt andet New York og Rumænien.
Uanset om du er til friske IPA’er, mørke stouts eller frugtige sours, kan du smage dig verden rundt.
Udover øl i lange baner er der også mulighed for at købe mad på pladsen, så du kan blive hængende og nyde stemningen hele eftermiddagen.

Gårdrummet lægger op til tæt stemning, hygge og masser af gode snakke om øl, smag og favoritter.