Ribedreng med store drømme: Lennart åbner vild restaurant i ikonisk bygning

Der er igen liv i det gamle lokale i Sct. Nicolajgade 7 i Ribe. Måske har du allerede været forbi og kigget nysgerrigt ind ad vinduerne.

Stedet, hvor mange husker tøjbutikken Tip Top, er ved at blive forvandlet, ikke til noget færdigt og poleret, men til noget, der er i gang.

Og der sker virkelig noget. På søndag åbner dørene. For første gang.

Læs også: Kun i april: Vildeste sandwich er tilbage i Esbjerg

Med gratis æg, kaffe og en åben invitation til at kigge indenfor, selvom arbejdet langt fra er færdigt.

For Lennart Ribers handler det ikke om at vende hjem og sætte sit eget aftryk hen over byen.

“Man vælter ikke bare ind i Ribe. Man er nødt til at have respekt for historien og for det, der allerede er her. Man skal kende sin plads i hierakiet,” siger han.

Han taler om at kende sine tilvalg. Om at finde sin plads.

“Det handler om at finde ud af, hvor vi passer ind, og hvor vi kan bidrage i en smuk by som Ribe,” forklarer han.

En ribedreng med store drømme

Lennart Ribers er 39 år og vokset op i Ribe. Men han blev ikke længe.

“Jeg var 17 år, da jeg flyttede til London. Jeg skulle bare videre. Ribe var ikke stor nok til mig på det tidspunkt og jeg følte nok ikke jeg passende ind. Jeg har altid haft den der trang til at drømme stort og se, hvor langt jeg kunne tage det.” siger han og smiler lidt ved tanken.

Han blev uddannet i branchen som kok, med rødder i blandt andet Restaurant Kolvig.

Allerede som helt ung fik Lennart en erfaring, der kom til at præge hans tilgang til livet.

“Som 21-årig kastede jeg mig ud i noget ret stort, og jeg brændte nallerne på det. Det gjorde ondt, men det var også dér, jeg lærte allermest,” fortæller han.

I dag ser han ikke tilbage på det som et nederlag, men som en afgørende læring.

Erfaringen har givet ham en ro og en tilgang, der adskiller sig fra mange andres. Hvor andre kan være optaget af, hvad der kan gå galt, har Lennart vendt tankegangen om.

For ham handler det ikke om at undgå fejl, men om at turde prøve. Og om at acceptere, at hvis noget ikke lykkes, så er det ikke enden på noget, men begyndelsen på noget nyt.

Den erfaring har gjort ham mindre bange for at kaste sig ud i nye projekter, og måske også mere fri i måden, han tænker på.

“Jeg er ikke bange for at skabe noget. Jeg er heller ikke kunstner på den måde, jeg vil bare gerne være med til at flytte noget og bygge noget op,” siger han.

Men et liv i restaurationsbranchen i storbyer som London, Berlin og København sætter sine spor.

For et halvt år siden trak Lennart stikket og vendte hjem til Ribe. Til sin mormor. Til noget trygt.

“På et tidspunkt kunne jeg bare mærke, at jeg var blevet en del af et stort tandhjul, der bare kværnede rundt. Og jeg vidste egentlig ikke helt, hvorfor jeg løb så stærkt længere. Så jeg havde brug for at komme hjem. Helt hjem. Til noget trygt, hvor jeg kunne få pulsen ned og lige finde ud af, hvad der egentlig var vigtigt,” forklarer han.

Det, der skulle være en pause, blev noget andet.

Et hus, alle kender

Da han fik øje på lokalet i Sct. Nicolajgade, var det ikke bare endnu et projekt.

“Jeg har jo selv stået derinde som barn og købt mine første bukser, sådan nogle i gul plastic. Alle i Ribe kender det sted. Der er så mange historier i det hus. Først var det en familieejet butik, så overtog de to legendariske tvillinger, det har betydet noget for virkelig mange mennesker,” siger han.

Netop det gjorde beslutningen nemmere.

“Det talte virkelig til mig, at det ikke bare var et tomt lokale, men et sted med historie og følelser. Det føltes som noget, man skulle tage ansvar for og føre videre,” forklarer han.

Her åbner han nu Lille Liebling sammen med sit team, en café, restaurant og et læringshus samlet under ét tag.

Lige nu er lokalerne fyldt med liv og hænder i gang. Der bliver malet, bygget og ryddet op i et tempo, hvor dagene hurtigt flyder sammen. Midt i det hele står Lennart side om side med sin søn August på 21 år, venner, familie og samarbejdspartnere, alle med til at få stedet klar.

“Det er jo ikke bare et projekt, det er noget, vi gør sammen,” som han selv siger.

De knokler for at nå i mål, inden Tulipanfesten i Ribe, men det er ikke perfektionen, der driver det. Det er lysten til at skabe noget i fællesskab.

Et fællesskab, ikke bare en restaurant

Projektet er en del af et større kollektiv, hvor flere partnere driver hver deres steder.

“Vi er et kollektiv, hvor alle har deres egne steder, men hvor vi deler en tilgang til tingene. Vi kan godt lide at skabe noget fra bunden og bygge det op stille og roligt,” fortæller han.

En af dem, han arbejder tæt sammen med, er Ozzy fra Ungarn. Hun kommer snart til Ribe, hvor hun skal indgå i restauranten.

“Hun er 27 år og uddannet kok, og helt ærligt, hun er sindssygt dygtig. Altså, virkelig. Hun kan noget helt særligt,” siger han med et grin.

Maden bliver enkel. Næsten asketisk.

“Vi har nogle ret høje principper. Det handler om, at man gør sig maksimalt umage med alt, hvad man laver, også selvom det bare er et æg og et stykke brød. Det behøver ikke være stort eller avanceret. Det skal bare være virkelig godt,” forklarer han. 

Menuen bliver lille. Råvarerne lokale og sæsonbareret.

“Vi henter fisk i Esbjerg, vi dyrker grøntsager selv, på vores lille stykke jord, og vi bager vores eget brød. Vi har ikke store maskiner eller et kæmpe setup, det er helt simpelt. En ovn og gode råvarer. Det kan man faktisk komme rigtig langt med,” siger han.

Et sted man har råd til

Stilen er, hvis man spørger Lennart selv, moderne europæisk. Men uden de store armbevægelser.

Det handler ikke om avancerede teknikker eller lange menukort. Det handler om det enkle, gjort ordentligt.

Gode æg. Omeletter. Hjemmebagt brød. Kaffe, der er ristet med omhu. Mad, hvor håndværket kan smages, og hvor råvarerne får lov at stå i centrum.

“For mig er det moderne europæisk på den måde, at det er ærligt. Ligesom i Italien. Det er ikke pakket ind i alt muligt. Det er gode råvarer, ordentligt håndværk og en respekt for det, man står med i hænderne,” siger han.

Menuen bliver bevidst lille. Ikke fordi ambitionerne er små, men fordi fokus skal være skarpt.

“Jeg kan godt lide, når man gør få ting, men gør dem virkelig godt. Det giver en ro både i køkkenet og for gæsten,”forklarer han.

Ambitionen er høj, men retningen er klar: det skal være til at være med.

“Det er vigtigt for mig, at det ikke bliver sådan et sted, hvor folk tænker, at de kun kan komme én gang om året. Man skal kunne gå ud og spise et godt måltid uden at det koster en formue. Det må gerne være noget, man gør en tirsdag, ikke kun når man fejrer noget stort,” uddyber han.

Det er netop balancen, han går efter: kvalitet uden distance.

Et sted, hvor man kan komme, som man er.

“Der skal være plads til alle her. Det er virkelig vigtigt for mig,” siger han og nikker.

Fra restaurant til læringshus

Stedet kommer ikke til at stå stille. Tværtimod er det tænkt som et hus, der forandrer sig med årstiderne, og med de mennesker, der bruger det.

Om sommeren, fra april til september, bliver det en levende café og restaurant med fuld drift og gæster fra morgen til aften. Et sted, hvor der er liv, tempo og en stille summen i lokalerne.

Her kan man slå sig ned ved den lange, hjemmebyggede bar, spise sin mad og bare være i rummet, med udsigt til menneskerne, der kommer og går, og det liv, der udspiller sig omkring én.

Indretningen er tænkt fleksibel. Elementerne kan flyttes rundt, så rummet hele tiden kan tilpasses, og så der er plads til, at både gæster og dem, der arbejder der, kan være kreative med det, der er.

Det hele er bygget op med en tanke om nærvær.

At der er plads til at lave mad med liv, sjæl og kærlighed. Og at det kan mærkes.

“Om sommeren fra april til september kommer det til at være fuld drift med mange gæster. Men i vinterperioden vil vi lave det om til et læringshus,” fortæller han.

Når sæsonen skifter, skifter huset karakter. Tempoet sænkes, og dørene åbnes på en anden måde.

“Der skal være kurser, hvis folk har lyst til at bage, lave mad, være kreative, fællesskab og ting, hvor folk kan være med. Det skal være et sted med muligheder. Det handler ikke kun om at tjene penge, det handler om at skabe noget, der giver mening,” siger han.

Planerne rækker længere end cafédrift. Midt i det lyse lokale er kafferisteriet allerede tænkt ind som en naturlig del af rummet, ikke gemt væk, men synligt og tilgængeligt. Her skal gæster kunne følge processen helt tæt på.

Samtidig bliver der etableret et keramikværksted med drejebænke og brændeovn, hvor man kan arbejde med hænderne og skabe noget selv.

“Vi vil gerne have, at man kan komme ind og riste sin egen kaffe eller arbejde med hænderne. At man bliver en del af processen,” forklarer han.

Det er ikke bare et sted, man besøger. Det er et sted, man deltager i.

Når man tør drømme stort

At vende tilbage til Ribe handler for Lennart ikke om at give op. Tværtimod.

“Man behøver ikke gå ned i gear, bare fordi man flytter væk fra storbyen. Men man tager hastigheden lidt ud. Man bliver mere bevidst om sine valg, og hvad man egentlig gerne vil bruge sin tid på. Jeg glæder mig faktisk mest til at finde ud af, hvor vores plads er i Ribe, og hvordan vi kan bidrage. Det her er ikke noget, vi kommer med og ved præcis, hvad er. Det er noget, vi finder ud af sammen med byen,” siger han og smiler.

Og måske er det netop det, det hele handler om. At tage det, som det kommer. At skabe noget i fællesskab. Og at få folk til at føle sig velkomne.

“Det handler om at åbne dørene og invitere folk ind og lad dem følge processen,” siger han.

Midt i Ribe. I et hus, mange allerede kender.

Hvis alt går efter planen, åbner Lille Liebling i maj, lige som sommeren er på vej. Et nyt sted i byen, hvor der er plads til alle, og hvor man gør sig umage med det enkle og lader tingene få den tid, de har brug for.