Risiko for roskildesyge: Frugt tilbagekaldes i hele landet
Hvis du har en pose frosne bær liggende klar til smoothies, så er det måske en god idé lige at kigge en ekstra gang på pakken.
Lidl Danmark tilbagekalder nemlig frossen bærmix 300 g. af mærket Freshona med udløbsdato den 02.03.2028.
Det skriver supermarkedskæden i en pressemeddelse.
Ved en stikprøvekontrol er der fundet norovirus i netop dette parti.Produktet tilbagekaldes, da der kan være risiko for smitte, som gør, at en sundhedsmæssig risiko ved indtagelse ikke kan udelukkes.
Risiko ved indtagelse af produktet kan være norovirusinfektion – bedre kendt som roskildesyge.
Du kan læse mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside, hvor der vejledes i, hvordan man generelt bør behandle færdigpakkede, frosne bær.
Hvis du har købt produktet, bedes du kassere varen eller levere det tilbage til nærmeste Lidl-butik, hvor beløbet refunderes, også uden kassebon.
Lidl Danmark beklager de gener, som dette måtte medføre.