Rock og røverhistorier: Mød “Pøl” hos Varmings
Der bliver garanti for både grin, nostalgi og lidt godt til ganen, når Poul “Pøl” Bjelke Laursen gæster Varmings Boghandel lørdag den 9. august kl. 11.
Anledningen er udgivelsen af hans nye bog Rock’n’Roll, Hofdogs & Congobajere – en kærlig, kæphøj og kantet fortælling om Esbjerg, som kun han kan levere den.
Poul Bjelke Laursen åbner i bogen op for et Esbjerg, mange måske har glemt – eller aldrig rigtig kendte.
Overraskelse i ærmet
En by med øl i hånden, pigtråd i ørene og kælderscener gemt bag rustne porte. Her voksede han selv op, og han tager læseren med på en tur fra ungdomsoprør til forsideredaktør – med både høj musik og skarpe observationer undervejs.
Til receptionen hos Varmings Boghandel kan man møde manden bag bogen, få en signatur, høre røverhistorierne fra første række – og blive vidne til den overraskelse “Pøl” har lovet at have i ærmet.
Butikken byder selvfølgelig også på lidt lækkert til ganen og god stemning hele vejen rundt.
Læs også: Pøl på hjemmebane: Historien om Esbjergs elektriske sjæl Det er ganske uformelt, og alle er velkomne – uanset om du er lokal Esbjergenser, nostalgiker eller bare nysgerrig på en god historie. Kom og vær med til en formiddag, hvor byen, musikken og minderne får frit spil mellem bogreolerne.