Royal Run får nyt fokus: De viser vejen i grønt
Når løberne sætter i gang til Royal Run i Ribe, bliver det med smil, fællesskab og grønne kasketter forrest i feltet. Det er nemlig her, man finder Team Solsikke – en gruppe børn og unge fra Esbjerg Kommune, som er mere end klar til at vise, at løbeglæde kommer i mange former.
Træning med ro og retning
Team Solsikke består af to skoleklasser og et foreningshold. Alle deltager som en del af stillezonen, der er skabt for mennesker med usynlige handicap. Her er tryghed og struktur i fokus, så alle kan være med – på egne vilkår.
De seneste uger har deltagerne trænet målrettet. Hos Lykkeliga i Ribe blev den officielle rute indarbejdet i træningen. Hos Linje S fra Vittenberg-afdelingen i Bramming tog man til Ribe og gik hele ruten i fred og ro. Og hos Ung Esbjerg har man gået en lille kilometer hver morgen – undtagen de dage, hvor tordenvejret talte først.
Grønne kasketter og stærke fællesskaber
Stillezonen ved Royal Run er et initiativ, der skaber tryghed for deltagere med behov for forudsigelighed og plads. Her handler det ikke om at være hurtigst, men om at være med.
Læs også:
Neutral kommune: Esbjerg skiller sig ud ved ikke at skille sig ud
“Jeg glæder mig helt enormt til at give alle solsikkebærere en fantastisk oplevelse, hvor de kan føle sig trygge, set og stolte over at være en del af noget stort. Men jeg glæder mig mindst lige så meget til at se alle de besøgende, der kommer forbi stillezonen – og som forhåbentlig går derfra med en større forståelse for, hvad det betyder at have et usynligt handicap,” siger Mette Brink Christiansen, projektleder hos DGI Sydvest.
Som deltager får man udleveret en grøn kasket. Og er man støtteperson, kan man tage en hvid kasket på – et tydeligt signal om, at man forstår og respekterer det særlige behov, nogle deltagere har med sig.
Et skridt ad gangen med hjertet først
Team Solsikke går ikke efter placeringer. De går for at vise, at alle kan være en del af fællesskabet – uanset behov, tempo og baggrund. Der er blevet øvet, pakket og planlagt, og nu er de klar til at være en synlig del af Royal Run i Ribe.
De møder op med styrke, smil og støtte. Med grønne kasketter og mod i hjertet.