Royal Run rykker tættere på: Skolerne gør noget særligt
Fredag den 4. april bliver motionsglæden sendt i løbesko, når over 3200 elever fra hele Esbjerg Kommune deltager i Royal Runs MaratonMile. I Ribe samles 1400 elever til fællestræning – og resten af kommunen følger trop.
Hele Ribe løber med
Der bliver fyldt godt op ved Ribe Fritidscenter, når byens fire skoler – Ansgarskolen, Vittenbergskolen, Vadehavsskolen og Riberhus Privatskole – mødes til en formiddag med fart, fællesskab og forårsluft. Royal Runs MaratonMile handler nemlig ikke om at slå rekorder – men om at gøre det sammen.
“Vi vil gerne vise eleverne, at det ikke handler om at være hurtigst, men om at bevæge sig og nå et mål sammen,” siger Sanne Welinder, idrætslærer på Ansgarskolen i Ribe.
“Mange af eleverne skal deltage i Royal Run med deres familier eller være med som publikum, og derfor er det oplagt, at vi kan glæde os og varme op til den store motionsfest sammen.”
Løb over hele kommunen
Udover den store samling i Ribe deltager fem andre skoler fra Esbjerg Kommune i MaratonMile med lokale ruter: Fourfeldtskolen, Rørkjær Skole, Darum Børneby, Bryndum Skole og Bakkeskolen sender samlet omkring 1800 elever afsted.
De mange deltagere får alle mulighed for at prøve kræfter med Royal Runs “One mile”-koncept – en rute på 1,6 kilometer. Gennemfører man den 26 gange (plus lidt ekstra), svarer det til et fuldt maraton.
For hele byen – ikke kun skoler
Selvom det fredag er skolerne, der fylder byens stier og veje, så er MaratonMile åben for alle. Søndag den 6. april kl. 10 er der endnu en mulighed for at være med, når Royal Run inviterer til Træn med Royal Run samme sted i Ribe. Her kan du løbe eller gå en eller flere miles – og bagefter er der kaffe, kakao og boller til alle.
Royal opvarmning
MaratonMile er en del af optakten til Royal Run, som løber af stablen 2. pinsedag i hele landet. Uanset om man går, lunter eller spurter – er idéen, at alle kan være med. Det handler om at bevæge sig, grine lidt undervejs og måske dele en oplevelse med nogen, man holder af.
Og hvis du ikke kan nå alle 26 One miles på én dag, er der hjælp at hente: På Royal Runs hjemmeside kan du hente både diplom og scoreboard, så du kan holde styr på, hvor langt du og familien er nået.