Så mange blev stoppet i Ribe: Politiet slår ned på knallertkørsel
Færdselspolitiet og Ribe Lokalpoliti gennemførte torsdag eftermiddag og aften en målrettet indsats mod ulovlig og utrygskabende knallertkørsel i Ribe midtby.
Indsatsen blev sat i værk efter flere henvendelser fra borgere, der har været generet af hastigheder og støj i bybilledet.
I løbet af indsatsen blev der standset 12 knallerter, hvoraf seks viste sig at være ulovlige.
Politiet var synligt til stede både i biler og på cykler.
Hurtigste kørte 72,7 km i timen
Politiet oplevede flere tilfælde af markant for høj hastighed. Den højeste måling lød på 72,7 km i timen.
Ifølge færdselspolitiet kan førerne forvente bøder, og i gentagelsestilfælde kan deres knallerter blive konfiskeret.
Dialog med unge i byen
Ud over kontrolindsatsen tog politiet dialogen med flere unge om trafiksikkerhed og reglerne for knallertkørsel.
Målet er at skabe større tryghed i midtbyen og få hastigheden ned på stier og veje, hvor mange færdes til fods og på cykel.
Politiet minder samtidig om, at knallerter er tiltænkt bykørsel, og at høj fart øger risikoen for ulykker betydeligt.