Salget stiger markant: Det her drikker flere og flere danskere
Salget af alkoholfri øl og vin er steget markant i de danske supermarkeder.
Det viser nye tal fra dagligvarekoncernen Dagrofa, som står bag kæderne MENY, SPAR, Min Købmand og Let-Køb.
Ifølge Dagrofa er salget af alkoholfri drikkevarer i kæderne steget med 17,5 procent det seneste år. Udviklingen dækker både over øl og vin uden alkohol.
”Vi har rigtig god gang i salget af de alkoholfri drikkevarer. Tendensen har vi set de seneste par år, og den bliver bare ved. Det er som om, at flere og flere forbrugeres ’hvide januar’ strækker sig langt ind i året,” siger Jesper Bjerring, kategoridirektør i Dagrofa, i en pressemeddelelse.
Hvid januar hele året
Den såkaldte ”hvide januar” refererer til en måned uden alkohol, ofte som reaktion på et højere alkoholforbrug i december.
Ifølge Dagrofa tyder udviklingen dog på, at mange forbrugere i stigende grad vælger alkoholfri alternativer hele året rundt.
På vinsiden er udviklingen kommet senere i gang end på ølmarkedet, men nu er vinproducenterne ifølge Bjerring ved at indhente det forsømte.
Læs også: Esbjergs bedste cocktails: Vores guide til en god aften ”Producenterne er blevet virkelig dygtige. De går videnskabeligt og professionelt til værks, og de er lykkedes med at producere alkoholfri vine med god smag. Det har forbrugerne også opdaget,” fortæller han.
Især øl og vin
Dagrofa har over 30 alkoholfri vine i sit faste sortiment og næsten 100 ekstra på lager, som butikkerne kan bestille hjem.
Udvalget af alkoholfri øl er endnu større.
”I SPAR og især i MENY gør vi meget ud af specialøl, og vi har generelt et temmelig stort udvalg. Det store udvalg har vi også på det alkoholfri øl, som virkelig er i vækst,” siger Jesper Bjerring og tilføjer:
”Bryggerierne er blevet så dygtige, at du nærmest ikke kan smage, om en øl er med eller uden alkohol. På den måde er det også blevet helt ’legalt’, at folk drikker dem i festligt lag, efter sport eller andet.”
Salget af alkoholfri øl i Dagrofas butikker er vokset med over 4 procent det seneste år – dog med endnu højere vækst året før. Ifølge Bjerring har Dagrofa også vundet markedsandele på området.
Bredt sortiment
”Vi ved, at vi er gode til drikkevarer. Vi har både vores øl-laug og vores vin-laug, hvor passionerede købmænd og medarbejdere er med til at planlægge, hvad vi skal have på hylderne. Jeg ser de vundne markedsandele som et udtryk for, at vi er lykkedes med at have et stærkt og bredt varesortiment,” siger han.
Den øgede efterspørgsel har også fået producenterne til at skrue op for innovationen.
”I takt med at vi har set øget efterspørgsel på alkoholfri varer i vores butikker, har vi udfordret producenterne på at udvikle og producere flere produkter. Det må vi sige, de er lykkedes med. Vi har aldrig haft så mange og så gode alkoholfri drikkevarer i vores butikker som nu,” siger Jesper Bjerring.