Samler generationer: Æggerulning i Esbjerg hitter stort
Forårsgræsset i Vognsbølparken danner rammen, når en farverig og anderledes påsketradition igen samler esbjergensere på bakken.
Anden påskedag inviterer den færøske forening i Esbjerg til æggerulning i gryden i Vognsbølparken, hvor både børn og voksne mødes med hårdkogte æg, der er malet hjemmefra.
Læs også: Masser af sjov venter: Ramasjang-stjerne klar til Ribe Børnefestival Traditionen stammer fra Færøerne, hvor man hvert år går ud på en bakke og triller æg ned ad skråningen.
Den tradition har færøske foreninger taget med sig til Danmark – og i Esbjerg har den været en fast del af påsken i mange år.
“Alle de 30 år, vi har boet i Esbjerg, har vi holdt det,” fortæller Nicolina Johannessen fra foreningen.

Arrangementet tiltrækker hvert år mange deltagere, og ifølge foreningen møder der ofte over 100 mennesker op.
“Selvom det er silende regn, så kommer folk,” lyder det.
Her er der plads til alle generationer, fra barnevogne til bedsteforældre, og fællesskabet er i centrum.

Hygge efter æggerulningen
Når æggene er trillet færdige, samles deltagerne til kaffe, kage og juice for børnene.
Det er en del af traditionen, hvor dagen ikke kun handler om legen, men også om at mødes og være sammen.
Arrangementet finder sted 2. påskedag klokken 14 i Vognsbølparken, hvor alle er velkomne til at kigge forbi og være med.