Sankt Hans fejring endte galt: Flammer fik fat i lade
For langt de fleste forløb Sankt Hans roligt søndag aften. Men et enkelt sted i Esbjerg Kommune fik Sant Hans en kedelig afslutning, da der gik ild i en lade. Det oplyser politikommisær ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ole Hillerup, mandag morgen.
På en ejendom i Jernved var der også gjort klar til Sankt Hans bål, og først på aftenen blev bålet tændt.
“Bålet var placeret cirka fem meter fra en lade bygget i træ. Laden var i bålets vindretning, så flammerne fik fat, og der gik ild i laden”, fortæller Ole Hillerup.
Brandvæsnet blev tilkaldt og fik slukket for branden. Politiet kender ikke hele omfanget af branden, men ilden er slukket, og brandvæsnet har også foretaget efterslukning på stedet. Ingen personer kom til skade.
Ifølge Ole Hillerup er ejeren blevet sigtet for overtrædelse beredskabsloven, fordi han handlede uagtsomt.