Saxofonstorm og midnatsjam: Jazzfeberen rammer Ribe

Ribe er ved at eksplodere. Ikke med turister, men med saxofon. Ikke med oprør, men med swing. 

Denne weekend samles de – trommeslagere, barytons, bartendere, byrådsmænd og måbende turister – i Danmarks ældste by til det, der teknisk set kaldes en jazzfestival, men som i praksis fungerer som en ritualistisk nedsænkning i rytme og kontroltab. 

Det hedder Ribe Jazzfestival. Det ligner et virvar, men det er nøje kurateret.

Torvet er epicenter. Ikke bare for byen, musikken, men for det hele – eksistensens flimrende kerne. Her spiller Big Band Ribe, her vrikker fødderne i synkoperet fællesskab, her sælges øl nok til at lægge Vadehavet under skum. 

På det tidspunkt hvor solen brænder ned på de gamle tage, sitrer luften som en Charlie Parker-solo spillet baglæns.

Byen bliver til en scene, men også til et laboratorium for socialt eksperiment. Jazz i Ribe handler ikke kun om musik – det handler om at bryde med dagligdagen. 

Det handler om at se en kvintet spille i en hvidvinsvåd baggård og pludselig forstå meningen med livet. 

Det handler om at lade børn høre swing kl. 10:30 og voksne høre free jazz indtil kl. 02:00, mens deres sidste forbehold smuldrer som gammel murpuds.

Koncerterne vælter ind fra alle sider. Det starter torsdagen med Gunde on Garner – en slags musikalsk respektafklaring mellem klaver og arv – og fortsætter direkte ind i en live-filmkoncert med Eremit i Sct. Catharinæ Kirke, hvor lyd og billede smelter sammen i en hallucination over kirkebænkene.

Læs også: Kirkerum forvandles: Trommer og billeder mødes

Fredag begynder officielt med åbningstale og fortsætter med navn efter navn, solo efter solo, øl efter øl. Naja Rosa Trio, Emil Brinch Kvartet med Niels HP, og nattens jam-session på Café Valdemar, hvor musikken bliver vildere, jo mindre nogen forstår, hvad klokken er.

Lørdag går byen i opløsning på den bedst mulige måde. Børnejazz, loungejazz, fadølssjazz og uventede møder mellem folk, der aldrig ville tale sammen under normale omstændigheder.

Men intet er normalt her. Ikke mens Bermuda BrassBand puster liv i mørket og Jacob Fischer & Andreas Møllerhøj folder deres toner ud som fugtige cigaretpapirer.

Og når søndagen kommer med sin gudstjeneste i Domkirken og afslutningskoncert med Alice Carreri & Jacob Fischer Kvartet, er det ikke en afslutning – det er en udrensning.

Sjælene skrabes rene med blide ballader, tømmermændene pakkes ind i harmonier, og stilheden efter festivalen er næsten brutal i sin ro.