SDU inviterer Esbjerg til spændende foredrag: Hvordan bruges psykologi i praksis?
I september sidste år begyndte den første årgang på byens nye psykologiuddannelse på SDU.
Snart åbner Institut for Psykologi dørene for hele byen kan komme ind og få en fornemmelse af, hvad uddannelsen rummer, hvad der forskes i, og hvordan det bruges i praksis.
Over tre aftener i foråret 2026 inviterer SDU studerende, fagfolk og alle nysgerrige til foredrag om kreativitet, unges ensomhed og familier i sårbare situationer.
Bevillingen til foredragsrækken kommer fra Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond, som har støttet med 100.000 kroner.
“Vi har fået penge fra Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond til at skabe et arrangement, som skal åbne dørene for offentligheden og til det, vi laver herinde på Institut for Psykologi og på den nye psykologiuddannelse,” siger Anne Kløverpris Pedersen, der er tovholder på projektet.
Hun understreger, at foredragene både skal vise, hvad der forskes i, og hvordan det bruges i virkeligheden.

“En del af bevillingen handler om, at vi skal tydeliggøre, hvad vi laver herinde, og sørge for, at det kommer ud. Det må ikke blive sådan, at der foregår noget inde på universitetet og noget helt andet ude i praksis. De to ting skal tale mere sammen.”
Aktuelle emner med bred relevans
Foredragsrækken består af tre aftener, hvor hvert foredrag tager fat i et aktuelt tema med samfundsmæssig betydning.
“Vi har valgt emner, som har en bred relevans. Noget, som mange kan se sig selv, deres venner eller familie i. Det kan også være folk, der arbejder med de her målgrupper, og som synes, det kunne være spændende at høre nogen, der forsker i det,” siger Anne Kløverpris Pedersen.
Det første foredrag finder sted Tirsdag den 3. marts og holdes af professor i psykologi Lene Tanggaard fra Aalborg Universitet, der er kendt for sit arbejde med trivsel, kreativitet og læring.
Hun udfordrer de traditionelle forestillinger om kreativitet og retter blikket mod de fællesskaber og miljøer, hvor kreativitet opstår. Foredraget bliver ikke kun envejskommunikation, men giver deltagerne mulighed for at byde ind med spørgsmål og vinkler.
Tirsdag den 14. april afholdes det andet foredrag, som handler om unge og ensomhed og holdes af professor i samfundspsykologi Mathias Lasgaard fra SDU. Han har i mange år forsket i unges trivsel og ensomhed og står blandt andet bag bogen “Ensom ungdom”.

“Jeg vil prøve at give et billede af, hvad vi ved om risikofaktorer, hvilke konsekvenser ensomhed kan have, og hvad forskningen peger på af handlemuligheder,” siger han.
Til foredraget medvirker også frivilligorganisationen HUSRUM og en ung, der deler sine egne erfaringer. Aftenen rundes af med en paneldebat, hvor blandt andre tidligere rektor på Esbjerg Gymnasium, Erling Petersson, deltager.
“Når vi taler om unges ensomhed, er det vigtigt, at der ikke kun står en professor og præsenterer tal. Derfor har vi inviteret en ung, som kommer og fortæller om sine konkrete erfaringer med ensomhed. Det giver en anden dybde og et vigtigt perspektiv. Vi håber, at man går derfra og føler sig klogere på unges ensomhed som en samfundsrelevant problemstilling og samtidig har mødt forskellige perspektiver på den,” siger Mathias Lasgaard.
Det tredje foredrag holdes tirsdag den 26. maj. Her er det adjunkt Riikka Pauliina Svane, der forsker i børn i sårbare og udsatte familier.
Hun sætter fokus på familien som system og på, hvordan man kan arbejde med familier, hvor der er sårbarhed og mistrivsel. Foredraget foregår i samarbejde med Medvind i Østerbyen, som sammen med blandt andre Lauritzen Fonden og Esbjerg Kommune arbejder for at styrke social mobilitet blandt børn og unge i Østerbyen.
Her bliver der sat ord på, hvordan indsatserne ser ud i hverdagen, og hvordan man kan skabe positive forandringer for både børn og voksne.
Alle foredragene finder sted i lokalet Rundetårn på SDU i Esbjerg fra klokken 19 til 21, med mulighed for at møde de studerende fra klokken 18.
Bro mellem campus og byen
En stor del af tanken med foredragsrækken er at bygge bro mellem universitetet og Esbjergs borgere og arbejdspladser.
“Vi vil gerne sikre, at det vi forsker i, giver mening ude i praksis, og at praksis også påvirker det, vi laver herinde,” siger Anne Kløverpris Pedersen.
Den tanke går igen i den måde, psykologiuddannelsen og det kommende forskningsmiljø i Esbjerg bliver skruet sammen på.
“Uddannelsen og det kommende forskningscenter får en samfundspsykologisk toning. Vi er optagede af, hvordan det psykiske ikke kun er biologi og personlighed, men også skabes i relationer og netværk, gennem uddannelser og arbejdspladser, i mødet med lokalmiljø, boligområder, foreninger og civilsamfund og gennem de velfærdsstrukturer, vi har i Danmark,” siger Pernille Hviid, lektor og vicestudieleder.
Hun peger på, at universitetet i højere grad skal ses som en aktiv del af sit lokalområde.
“Historisk har universitetet været et elfenbenstårn for de få. I dag og i fremtiden skal universitetet udvikle sig i dialog med sit mangestemmige lokalmiljø. Her på campus arbejder vi med, hvad det betyder for en psykologisk forskningspraksis og uddannelse. Det vil under alle omstændigheder betyde en invitation fra os til et langt tættere og mere samskabende samarbejde med Syddanmark i al dets mangfoldighed.”
Foredragene er samtidig en mulighed for at opleve studiemiljøet på SDU i Esbjerg indefra. En time før hvert foredrag, fra klokken 18 til 19, kan man møde psykologistuderende, få en rundvisning på campus og stille spørgsmål om studielivet.
“Man kan møde studerende, som selv lige er startet. De kan fortælle om, hvordan det er at læse psykologi i Esbjerg, hvad der er anderledes her, og hvad de drømmer om at bruge uddannelsen til,” siger Anne Kløverpris Pedersen.
Alle kan være med
Foredragene er gratis og kræver ingen særlige forudsætninger.
“Det kræver ikke andet end nysgerrighed og lyst til at høre noget, man måske ikke har hørt før. Man behøver hverken at have læst psykologi eller arbejde med det for at få noget ud af aftenerne,” siger Anne Kløverpris Pedersen.
Der er plads til cirka 350 deltagere til hvert foredrag, og tilmelding er nødvendig.
Bevillingen fra Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond gør det muligt at tilbyde alle pladser gratis.
“Vi håber, at mange har lyst til at komme forbi. Både for at blive klogere på de her emner og for at se, hvad der er i gang her på SDU i Esbjerg. Det her er kun begyndelsen,” siger Anne Kløverpris Pedersen.
Du kan læse mere om foredragene her.
Læs også:
Et fristed på første sal: Esbjerg Spa & Wellness giver ro i hverdagen