Se billederne: Inger og Alex fyldte Street Food
Kommunalvalget nærmer sig med hastige skridt, og i hele Esbjerg Kommune kæmper kandidaterne om de eftertragtede pladser i byrådet.
I den forbindelse har flere partier i Esbjerg Kommune kaldt forstærkninger ind udefra, der skal hjælpe med at overbevise kommunens borgere om, hvor krydset skal sættes.
Både Lars Løkke Rasmussen, Mona Juul og Troels Lund Poulsen har den seneste tid været forbi Esbjerg for at støtte deres lokale kandidater.
Mandag aften fik Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne fint besøg, da de i fællesskab bød byens borgere indenfor på Esbjerg Street Food.
Partiformændene Alex Vanopslagh og Inger Støjberg fra henholdsvis Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne lagde vejen forbi et propfyldt Esbjerg Street Food.

Her havde de fremmødte borgere mulighed for at høre nærmere om partiernes lokalpolitik og landspolitik samt stille spørgsmål.
Fokus på flere emner
Aftenen blev styret af folketingsmedlem fra Liberal Alliance Steffen Larsen, og første punkt var et oplæg fra Martin Ågerup, der er direktør i interesseorganisationen Skattebetalerne.
Han fortalte om den nye interesseorganisations arbejde og tog imod spørgsmål fra publikum.
Herefter kom de to lokale byrådskandidater Peter Nikolaisen og Susanne Dyreborg fra Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne og besvarede spørgsmål fra de fremmødte.

Temaer som borgerinddragelse og kommunal støtte til musikfestivaler var nogle af dem, der blev behandlet fra scenen på Esbjerg Street Food.
Til sidst kom de to partiformænd, som gav deres syn på forskellige emner og besvarede spørgsmål fra publikum.
“Skal atomkraft afløse jernmarker eller hva’?” lød et af spørgsmålene til Inger Støjberg og Alex Vanopslagh.
Derudover var bureaukrati og bosætning i yderområderne også temaer, som politikerne blev spurgt ind til.





Læs også: Rød mod blå blok i Esbjerg: Slaget skal slås på fodboldbanen