Se billederne: Studenterfesten rykkede ind i BROEN
Fløjter, høje råb og glade studenter fyldte tirsdag ved middagstid BROEN Shopping, da seks studentervogne med omkring 150 nyudklækkede studenter lagde vejen forbi centret.
De festglade unge løb gennem shoppingcentret, hvor sang, dans og jubel hurtigt fik flere handlende til at stoppe op og vende blikket mod larmen for at se, hvad der var på færde.
Festen fortsatte udenfor
Efter turen gennem centret blev studenterne anvist ned ad en trappe til vareindleveringen ved Exnersgade, hvor en DJ stod klar til at tage imod dem.
Her fortsatte festen med høj musik, dans og kolde drikke, mens de mange studenter nød en velfortjent pause, inden studentervognene igen satte kurs mod næste stop på dagens studenterkørsel.
Besøget var første gang, BROEN Shopping inviterede studenterne indenfor, og ambitionen er, at det festlige stop kan udvikle sig til en ny tradition i Esbjerg.








































