Se de skønne billeder: 1800 folkeskole-elever blev klogere til stor dag i Esbjerg
Der er ingen tvivl om, at regeringen ønsker, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse.
Men når man står og skal vælge hvilken retning man vil tage efter folkeskolen, er der er rigtig mange som har svært ved at låse sig fast ved netop en erhvervsuddannelse.
For hvad vil det egentlig sige at tage uddannelsen som landmand, kok, frisør, tandklinikassistent eller noget helt femte?
Onsdag og torsdag i denne uge besøgte intet mindre end 1.800 folkeskoleelever fra Esbjerg, Fanø og Varde Kommune Rybners.
De var inviteret til “Erhvervsuddannelsernes Dage”, hvor de fik lov at opleve skolens værksteder.
Vi spurgte Lars Katzmann, direktør for Erhvervsuddannelserne og Kursusområdet på Rybners, hvorfor de inviterer 8. klasser til dette arrangement.
“Vi vil gerne fortælle om mulighederne for at tage en erhvervsuddannelse, som de måske ikke har overvejet før, og give dem en smagsprøve på, hvad uddannelserne indebærer. De kan både prøve, lytte og tale med vejledere, lærere og elever,” fortæller Lars Katzmann.
Lizette Yde Frederiksen, afdelingschef på Rybners, tilføjer: “Vi vil gerne vise eleverne, hvad erhvervsuddannelserne kan tilbyde, og det gør vi bedst ved at lade vores elever fungere som rollemodeller. Arrangementet sætter fokus på behovet for faglærte i fremtiden og viser, at det er et spændende sted at studere.”
Stor tilfredshed med dagene
Der var højt humør og mange gode samtaler rundt om i værkstederne og lokalerne på Spangsbjerg Møllevej.
Eleverne fra 8. klasse fik indblik i uddannelsestilbuddene fra blandt andet Kjærgaard Landbrugsskole, Social- og Sundhedsskolen Esbjerg, Rybners Tekniske Skole, Rybners Handelsskole, Varde Handelsskole og Ribe Katedralskole.
Vi mødte Nicole, Kamille, Mia og Dicte på 14 år fra Gredstedbro Skole, som var enige om, at det havde været en sjov dag. “Det har været en sjov dag, og vi har haft en rigtig god oplevelse,” fortalte de, mens de stod og slog søm i træstubben ved tømrerne.
Peter, også 14 år og fra Vittenbergskolen i Ribe, fik en øjenåbner. “Efter at have været her i dag, overvejer jeg at blive skibsmontør. Der er ingen i min familie, der er det, men jeg synes, det lød rigtig spændende,” sagde han.
Lizette Yde Frederiksen, fortalte også om konceptet, hvor de sørger for at eleverne får en guidet tur rundt til alle uddannelserne, hvor særligt nuværende elever fortæller om de forskellige erhvervsuddannelser. Herefter kan 8. klasserne så gå på opdagelse og prøve aktiviteterne ved de forskellige uddannelser.
Så det hele bliver en del af den valgrejse, som de står og har foran sig, hvor de kan komme i brobygning senere og til andre arrangementer fremover.
Generelt var Rybners meget tilfredse med arrangementet. Selvom der er meget logistik der skal gå op, så elsker de at have besøg af alle de unge og de nuværende elever er så gode til at hjælpe til med at være guider.
Derudover lignede det at 8. klasserne tog rigtig godt imod konceptet, da de virkede engageret og havde lyst til at prøve aktiviteterne og de spurgte ind til uddannelserne.
Du kan se en masse billeder fra dagene her nedenfor.