Siger ja til enretning: Central gade skal være grønnere
Norgesgade i Esbjerg står nu til at blive grønnere og mere rolig.
Byrådet har sagt ja til et pilotprojekt, der skal ensrette en del af gaden og skabe plads til flere opholdsmuligheder og grønne løsninger.
Det drejer sig om strækningen mellem Englandsgade og Torvegade, hvor kommunen vil bruge et igangværende anlægsarbejde fra Din Forsyning som anledning til at tænke gaden på en ny måde.
Ifølge sagsfremstillingen peger både udviklingsplanen for Esbjerg Midtby og dialogen med borgere på et klart ønske om mere grønt og bedre hverdagsmiljøer i bymidten. Her er Norgesgade udpeget som et oplagt sted at begynde.
Mere grønt og mere ophold
Projektet går ud på at ensrette gaden på den aktuelle strækning.
Det skal give plads til grønne elementer, regnvandshåndtering og opholdsarealer, mens parkering langs gadens sydlige side bevares.
Til gengæld forsvinder muligheden for standsning på selve vejbanen.
Kommunen peger på, at gaden i forvejen har lav trafikbelastning, og en trafikal vurdering fra Rambøll viser ifølge sagen, at ensretning er teknisk mulig, trafiksikker og ikke ventes at få væsentlige negative konsekvenser for det omkringliggende vejnet.
Baggrunden for timingen er, at Din Forsyning allerede er i gang med arbejde i Norgesgade.
Derfor kan kommunen gennemføre projektet billigere nu end senere, samtidig med at beboerne slipper for at få gaden gravet op to gange.
Merudgiften til ændringerne er beregnet til 235.000 kroner eksklusive moms.
Derudover kommer udgifter til belægning, møblering og beplantning, som skal finansieres gennem områdefornyelsen for Banegårdskvarteret og puljen til kapitalbevarende midler til begrønning.
Projektet bliver udviklet med løbende borgerinvolvering i kvarteret.
Uenighed i byrådet
Det var Dansk Folkeparti, som havde begæret sagen i Byrådet.
De er imod pilotprojektet, og det skyldes især ensretningen af trafikken.
“I sagen angående Norgesgade er DF imod at omdanne gaden med blomsterkasser og ensrettet kørsel. Der bliver også færre parkeringspladser i gaden. Det er en glidebane startende med at gøre veje ensrettet, og vi ønsker, at hele byen er tilgængelig for alle borgere,” sagde Bo Hollænder fra Dansk Folkeparti.
Både Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance stemte ligesom Dansk Folkeparti imod projektet.
Blandt de resterende partier og løsgængere var der opbakning til projektet, og de påpegende blandt andet, at der er begrænset trafik i Norgesgade, og gadens beboere bakker op om projektet.
Samtidig blev der fremhævet, at man tidligere med succes har ensrettet Torvegade samt lukket Torvet og Kongensgade for biltrafik.
Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og S havde et ændringsforslag, som var et tillæg til den oprindelige sag.
De ønskede, at byrådet tilkendegav, at man er positiv overfor, at projektet på sigt omfatter hele Norgesgade ned til IC Møller Parken, såfremt pilotprojektet er en succes, så der skabes en sammenhængende oase i midtbyen i tråd med helhedsplanen.
Alle øvrige partier stemte for ændringsforslaget og dermed også det sagen som helhed.
Læs også: Grå gade midt i Esbjerg: Sådan skal den blive mere grøn