Skal du have nyt køkken? Her åbner ny køkkenforretning i Esbjerg
Fra efteråret er der en valgmulighed mere, når du skal have nyt køkken. Den landsækkende kæde JKE Design åbner nemlig butik i Esbjerg. Bag butikken er Anders Nørgreen Clausen, Anders Lodberg og Jes Bergmann, som tilsammen har over 30 års erfaring i køkkenbranchen fra Esbjerg i blandt andet HTH, uno form og Svane.
”Vi kender markedet for køkkener ud og ind i Esbjerg, og der mangler ganske enkelt en JKE butik. Derfor slog vi til, da muligheden bød sig. Det er køkkener i snedkerkvalitet og nordisk design, produceret i Nordjylland og til en pris, som er til at betale. Den cocktail kan vi rigtig godt lide i Esbjerg,” siger Anders Nørgreen Clausen i en pressemeddelelse,
Ligesom sine to kompagnoner er han barnefødt i Esbjerg og kender byen.
Åbner til efteråret
JKE Design får adresse på Østre Gjesingvej, hvor de bliver naboer til Ikea og andre køkkenfirma. Lige nu arbejdes der på, at gøre butikken klar, så den forhåbentlig kan slå dørene op i begyndelsen af oktober.
Anders Nørgreen Clausen, Anders Lodberg og Jes Bergmann har i en årrække arbejdet sammen i køkkenbranchen i Esbjerg og har et stærkt netværk. Med hensyn til viden og erfaring supplerer de hinanden med alt fra rådgivning og salg af køkkener til private forbrugere og erhvervslivet til montage af køkkener.
”Vi har længe ønsket at åbne en flot køkkenbutik i Esbjerg, og teamet bag med Anders, Anders og Jes er stærkt – og så har de ’ild i øjnene’. Desuden er beliggenheden helt perfekt på Esbjergs køkkenstrøg, hvor alle i området kigger hen, når de går i køkkentanker,” siger Jesper Lassen, som er salgsdirektør ved JKE.
Er allerede i gang
Selvom butikken først åbner til efteråret, er de tre indehavere allerede i gang med arbejdet. Mens håndværkere knokler for at butikken bliver klar, arbejder de hjemme fra, hvor de allerede sælger JKE-inventar til kunderne.
”Vi er allerede i gang med at få de første ordrer i bogen. Og vi glæder os selvfølgelig rigtig meget til, at butikken åbner, og vi kan byde indenfor. Målet er at lave en butik fuld af oplevelser, som inspirerer kunderne. JKE er ikke ’bare’ køkkener, men dækker en stor del af indretningen af hjemmet, hvor grænserne mellem de forskellige rum bliver mere og mere udvisket. Det gælder køkken og stue, men også rum, som vi gør til multirum, fx bryggers og entre,” siger Anders Nørgreen Clausen.
JKE design har butikker i hele landet, og butikken i Esbjerg bliver det 17. skud på stammen.
”På trods af en lidt træg markedssituation syntes vi hos JKE, at vi har medvind. Vi oplever, at stadig flere forbrugere efterspørger vores nordiske design, naturlige materialer som for eksempel træ og linoleum og ikke mindst godt dansk håndværk, der kan holde i rigtig mange år,” siger Jesper Lassen og fortsætter:
”Helt i tråd med det, vi oplever på kundesiden, så får vi i øjeblikket en del kontakter fra kandidater, som er interesseret i at åbne en JKE butik i byer, hvor vi gerne vil have flere butikker. Deres argumenter er de samme som vores slutkunder: De kan også lide, hvad de ser, herunder den høje kvalitet. Men det skal være med de helt rigtige, passionerede iværksættere, vi tager ombord. Akkurat som Anders, Anders og Jes,” siger Jesper Lassen, der påpeger, at man ikke behøver at være ’køkkennørd’ for at blive en dygtig forhandler.